Ponyrytterne dominerede i Le Mans

20-10-2025 12:18

Mens flere danske dressurryttere imponerede ved World Cup-stævnet i Herning, var der en flok danske ponyryttere, der havde pakket lastbilerne og draget sydpå for at ride stævne - og det med stor succes. Danskerne dominerede nemlig podiepladserne alle dage

Copyright Ridehesten.com
De danske ponyryttere har virkelig vist sig frem i Le Mans i den forgangne weekend. Her ses Lea Krogh-Rasmussen og Hesselbjerge's Francis. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Der er ingen tvivl om, at for dressurentusiaster var uge 42 en fantastisk en af slagsen. Med noget af verdens bedste dressur på hjemmebane i MCH Messecenter Herning, var de flestes øjne rettet mod sæsonens første World Cup-kvalifikation, hvor Cathrine Laudrup-Dufour ikke overraskende løb med sejren

Det har dog ikke kun været i Danmark, at dressurrytterne har vist sig frem. Fire danske ponyryttere var nemlig taget sydpå for at ride CDI-stævnet i franske Le Mans, og her viste de altså fremragende form alle dage. Danskerne tog sig nemlig stort set af samtlige podiepladser i de klasser, de stillede op. 

Stævnet startede i fredags, den 17. oktober, hvor hele 18 ekvipager var til start. De danske ponyryttere havde hård konkurrence fra flere hjemmebaneryttere, men det slog dem altså ikke ud af kurs. De besatte nemlig første-, anden-, tredje- og fjerdepladsen ved stævnets allerførste klasse. 

Bedst af alle blev Maja Storgaard Buch i sadlen på Mr. Frosty Blue JR e. FS Mr. Right/ FS Champion De Luxe, som sikrede sig en flot sejr med 71,238%. Dommerne var overordnet enige om, at denne ekvipage skulle løbe med sejren, ligesom de stort set var enige om, hvem der skulle have andenpladsen i fredagens klasse. 

Copyright Ridehesten.com
Maja Storgaard Buch tog sig af intet mindre en to sejre ved stævnet. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Det blev Lea Krogh-Rasmussen i sadlen på Hesselbjerge's Francis e. Jestis Duke/ Marchi, som sluttede deres program til 70,667% og altså ikke langt fra førstepladsen. Tredje- og fjerdepladsen var ligeledes tætte, hvor Emma Sofia Elsass og George 153 e. Hesselteichs Golden Dream/ FS Cocky Dundee tog sig af tredjepladsen med 68,619% og Anna Frederikke Sevel Johnsen tog sig af fjerdepladsen med Poppelgaardens Valentina B e. FS Don't Worry/ Dornik B efter et programmet til 68,286%. 

Stævnet startede altså med de bedst mulige resultater for de danske ponyryttere, og lørdag fulgte de endnu engang trop. Her var der ligeledes 18 ekvipager til start, og danskerne tog præcis samme placeringsrækkefølge som om fredagen. 

Maja Storgaard Buch og Mr. Frosty Blue JR tog sig af førstepladsen med 70,270%, Lea Krogh-Rasmussen og Hesselbjerge's Francis løb med andenpladsen efter et program til 70,135%, Emma Sofia Elsass og George 153 tog sig endnu engang af tredjepladsen med 69,459& og Anne Frederikke Sevel Johnsen og Poppelgaardens Valentina B red sig til en fjerdeplads med 68,874%. 

Copyright Ridehesten.com
Emma Sofia Elsass her på ponyen Traeumer. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

I går, søndag, og dermed stævnets sidste dag, var det blevet tid til kür for ponyrytterne. Her havde 14 ekvipager kvalificeret sig til - og selvfølgelig var alle fire danske ekvipager med. Placeringsrækkefølgen i gårsdagens kür ændrede sig dog en smule. Holland sneg sig med ind i top-3, mens de danske ryttere byttede lidt rundt. 

Det blev nemlig Lea Krogh-Rasmussen og Hesselbjerge's Francis, der løb med sejren efter et meget enigt dommerpanel. Efter en flot kür til 73,867% havde dommerne nemlig alle den danske ekvipage på en førsteplads, og Lea kunne dermed tage fra Frankrig med hele tre top-3 placeringer. 

På andenpladsen sneg der sig i går en hollænder ind. Det var Diede Heuvelman med Bunteeichen Vivaldo, der leverede en rigtig flot kür, der gav hende andenpladsen. Selvom dommeren ved B havde hende til en femteplads, formåede hun alligevel at ride til 71,925% og dermed en andenplads. 

Copyright Ridehesten.com
Lea Krogh-Rasmussen og Hesselbjerge's Francis løb med sejren i søndagens kür. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Tredje bedst blev igen en dansker - Emma Sofia Elsass og George 153. Igen var der et lidt uenigt dommerpanel, men med en rigtig flot bedømmelse fra dommeren ved C, sluttede parret deres kür til 71,433% og dermed en flot tredjeplads. 

Fjerdepladsen gik ligeledes til dansk side - Maja Storgaard Buch og Mr. Frosty Blue JR måtte se sig slået efter to førstepladser de første stævnedage. I küren red de til 69,159% og dermed en fjerdeplads. Sidste danske ekvipage, Anna Frederikke Sevel Johnsen og Poppelgaardens Valentina B red også en flot kür til 69,709% og endte på en sjetteplads. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen