Tristan, der er bedst kendt for horsemanship-modellen TRT og sin humoristiske tilgang til det at have med hestedyr at gøre, blev for halvandet år siden far til en lille datter og fra den ene dag til den anden suget ind i en verden af bleer og sutteflasker.

Det at drukne i æblemos, natlige forhindringsløb mellem værelserne og klappe, klappe kage, har vi fædre længe måttet udstå, men når man som Tristan er verdensberømt heste-jonglør, betyder det også, at man er ekstra udsat for at blive fanget i det finmaskede ponyfar-net, som de fleste ridepiger tilsyneladende altid kan finde plads til i deres ridebukser. Og ganske rigtigt så var Tristans hollandske kone, Katja, da heller ikke længe om at kaste ponyfar-nettet ud… ifølge Tristan.

Når sandheden skal frem, så er der noget, der siger mig, at Tristan ikke er helt så uskyldig, som han gerne vil fremstå, når det kommer til hans egen rolle som ponyfar. Men jeg medgiver gerne, at risikoen for at lille Izzy også går hen og bliver bidt af en gal hest, uanset hvor mange røde sløjfer Tristan og Katja binder om hestens bid, er ganske overhængende, når nu både far og mor lever af heste.

Nedenfor kan du se min samtale med Tristan Tucker oversat til heste-dansk. Lad mig bare sige det, som det er. Det var ikke alle Tristans svar, jeg var helt forberedt på.

Interview med Tristan Tucker

Trækker de australske og hollandske ridepiger også rundt med deres utilrettede ponyfædre i et meget kort trækketorv?

”Ja, jeg er ret sikker på, at der er pinlige ponyfædre i hele Verden. Jeg har en del erfaring fra mine klinikker i Australien og her i Holland, og begge steder er det meget nemt at se, hvem der har taget sin ponyfar med. Men der er dog forskel på ponyfædrenes jobbeskrivelser fra land til land.”

“I Holland er ponyfar-rollen under kraftig udvikling. Ansvarsområder som ponyfar-chauffør og mugemaskine er fortsat en del af jobbeskrivelsen, men nu skal de stakkels ponyfædre også til at deltage i crosscountry stævner, og det kræver, at de er i ret god form. Deres børns forventninger til dem er tårnhøje som altid, men de må selvfølgelig stadig ikke åbne munden, (ponyfædre skal ses, men ikke høres) men blot løbe derudaf ved siden af ponyen, mens ungen hopper rundt i sadlen.

Rollen er lidt anderledes hjemme i Australien, for der forventes det af en ponyfar, at han er ret handy. Down Under bygger ponyfædrene ofte en masse ting selv. En stald den ene dag og en indhegning den anden, og så skal han selvfølgelig være medlem af den lokale Pony Club og deltage i arrangementer en gang om måneden.”

Hvilke to ord ville du bruge, hvis du skulle beskrive en ponyfar?

”Trældom (frivillig) og selvironi.” Okay, det svar kom ret hurtigt. ”Ja, men jeg føler også med de stakkels ponyfædre. Det kan ikke være nemt altid at være den største hesteanalfabet i stalden og blive hundset rundt med af sine unger. De fleste ponyfædre, jeg kender, kan dog godt selv se det absurde i situationen, og som oftest forsøger de at se det sjove i den. Det er min opfattelse, at de ponyfædre, som ikke har selvironi, ikke holder særligt længe.”

Så du mener altså, at underdanighed er præmissen for at være ponyfar? ”Nej, men på overfladen ser det ofte sådan ud. I virkeligheden vil de jo bare gerne have, at deres børn har det godt. Men mon ikke, der bliver talt med store bogstaver i bilen på vej hjem fra træning?”

Hvad, mener du, ponyfædrenes største bidrag til rideverdenen er?

”Deres rolle som overkvalificerede og underbetalte ponychauffører.”  

Hvilket råd vil du give alle de nye ponyfædre?

”De bør prøve at forbedre deres egen position i familiehierarkiet, for uanset hvad så er de på rø…, og så må de aldrig lave sjov med glitter, bling, underlag og bandager, for min erfaring siger mig, at når det kommer til disse ting, så har ungerne ingen humor.”

”Som Richard Hammond fra tv-programmet Top Gear opgivende afsluttede monologen om sin kones besættelse af heste: And the horse has WON.”

Link til Richard Hammonds monolog.

Hvad med din egen far var han en ponyfar?

”Nej, min ridning blandede han sig ikke i. Dengang jeg var dreng, arbejdede min mor på en farm hjemme i Australien, og det var hende, der præsenterede mig for heste, da jeg var helt ung. Min far arbejdede med biler og kunne ikke helt se fidusen med de der heste.”

”Hvis det havde været op til min far, havde min første pony slet ikke været en pony, men en cykel. Han mente, at det var noget nemmere og billigere at lappe en cykel end en hest.” Det er der måske også noget om? ”Ja måske, men det taler vi ikke om.”

Hvad er den dårligste undskyldning, du har brugt, for at slippe for at ride?

”Jeg har aldrig pjækket fra træning, meeen som helt ung har jeg måske nok brugt den med, at jeg havde redet alle mine heste hårdt dagen før, og at de derfor havde brug for et hvil. Og så kunne jeg jo lige så godt tage ud og surfe med vennerne.”

Hvis du kun må give alle de unger ryttere ét råd, hvad skulle det så være?

”Husk at give jeres stakkels ponyfædre mindst ét kram om dagen.”

Kan du komme i tanke om en ponyfarhistorie fra dengang, du selv red på sådan et dyr?

”Ja da, selv om min far ikke rigtig var en ponyfar, så var han ganske pinlig. Jeg husker tydeligt, første gang jeg havde kvalificeret mig til de australske mesterskaber i ponydressur. Det var virkelig en stor ting. Faktisk så stor at selv min far tog med til finalen for at se mig ride.” Det lyder da som om, han var en stolt ponyfar. ”Ja, den dag gik han meget op i det, desværre så meget at han fra sidelinjen fortsætter med at tale til mig, efter jeg havde hilst på dommeren og var i gang med mit program. Alle de andre tilskuere er helt stille, men ikke min far: “Det ser rigtigt godt ud, Tristan, sådan min dreng, hvor er du bare dygtig, mor og far er meget stolte”. Min far var i sin helt egen verden og holdt først mund, da jeg red ned ad sidelinjen og bad ham om at knytte mulen (”shut up dad”). Det var utrolig pinligt.”

Hvilken fejl har du lært mest af i din karriere?

”I begyndelsen af min karriere tilred jeg virkelig mange heste. Alt for mange på en gang kan jeg godt se i dag. Nå, men udover horsemanship og almindelig tilridning, red jeg også stævner, og klarede mig ganske godt, og jeg tror, at det var derfor, at jeg en dag blev spurgt af en af mine kunder, om jeg ville ride hendes hest til et stævne. Jeg havde kun hjulpet kunden med hendes hest en enkelt gang tidligere, men jeg kan huske, at jeg var ret vild med den, og selv om min første tanke var - ah, come on lady, rid nu din egen hest og få knyttet et bånd til den, vandt min tiltro til mine egne evner over fornuften. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det jo heller ikke kunne skade med endnu en stævnesejr. Hold da op, hvor tog jeg fejl.”

”Vi nåede ikke engang op til bogstavet C efter at have hilst på dommeren, før hesten besluttede sig for at gå ind i en perfekt parade og begynde at skide. Hvad gør jeg så? Jo, jeg sparker selvfølgelig til den for at få den til at gå frem, og det virker… lige indtil den får øje på det farlige dommerhus fem meter fra os og bliver så forskrækket, at den stejler og kaster mig af.”

”Så vidt jeg husker, slog jeg mig ikke, men det gjorde min stolthed, for ikke nok med at jeg var blevet kastet af foran min kunde, dommeren og alle tilskuerne, så var jeg landet lige der, hvor hesten havde besluttet sig for at gå på toilettet. Der lå jeg så. Mine hvide stævnebukser var smurt ind i møg, og tiltroen til mine egne evner var helt væk. Da jeg kom hjem samme aften, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere ville ride stævner på heste, jeg ikke kender, og lade min selvtillid få overtaget uanset, hvor sej jeg selv synes, jeg er.”

Har du som nybagt ponyfar allerede fået skældud?

”Nej, ikke skældud, men jeg kan ikke helt sige mig fri for, at der er blevet rystet lidt på hovedet ad mig derhjemme. For ikke så lang tid siden kørte jeg ned i den lokale rideudstyrsbutik efter en fluespray, men kom hjem med en miniaturesaddel. Jeg plejer ellers at være ret god til kun at købe det, jeg har brug for. Men den dag må ponyfar-hjernen have taget over, og ligegyldig hvor meget jeg forsøgte at forklare logikken for Katja, var det som om, at jeg ikke rigtig kunne overbevise hende. Måske det skyldtes, at vi ikke engang havde en pony på det tidspunkt.”

Hvis du en dag blev tvunget til at skifte job og det ikke måtte have noget med heste at gøre, hvad ville du så vælge?

”Jeg tror, at jeg ville blive en rigtig god smed, hvilket Ponymor nok ville blive glad for.”

Når nu vi taler om Ponymor. Hvilket kursus, tror du, Katja ville tilmelde dig, hvis det ikke måtte have noget med heste at gøre?

”Jeg tror, hun ville sende mig på kurserne, “Sådan tænder du en støvsuger” og “Rengøring for Dummies.” Men det giver da ingen mening. I er jo altid ude i stalden. ”I know.”

Har du planer om at komme til Danmark igen?

”Vi skulle faktisk have været i Danmark i år, men coronaen havde andre planer. Jeg forventer dog at komme til Danmark i 2021.”

Var der ikke nok humor i rideverdenen, siden du opfandt Brett R. Kidding?

”Nej, jeg synes godt, at vores branche kan bruge lidt mere humor, og at vi kan blive lidt bedre til at grine af os selv i stedet for af hinanden.” Hvilket råd vil du her på falderebet give ham (Brett R. Kidding) med på vejen? ”Brett burde nok snart indse, at dressur ikke er det samme, som dengang han red stævner. Han kunne til at begynde med stoppe med at gå på pub fem dage om ugen, og jeg tror også, at han ville have godt af at gå til yoga.”

Link til Brett Kiddings første Grand Prix Freestyle

Her slutter mit interview med Tristan Tucker. Næste måned går turen - hvis corona-guderne vil det - en tur over Øresund til en snak med Patrik Kittel og hans erfaring med svenske ponyfædre.

Link til Facebookgruppen Ponyfar

Hilsen

Ponyfar / Thomas Pelle Veng