Thomas Pelle Veng
For et par uger siden lykkedes det mig endelig efter længere tids kalendermassage at få Cathrine Dufour i tale. Jeg var blevet advaret om, at det ikke ville blive nemt, for Cathrine er en pige med så mange jern i ilden, at man vil kunne lave hestesko til en hel kvadrille af dem. Men man siger jo også, at man er sin egen lykkes smed, hvilket Cathrines resultater som rytter og forretningskvinde da også vidner om.
Lige side Cathrine og jeg skrev sammen om hendes sølle 88 procent til Wold Cup i Herning i 2019, har jeg haft lyst til at tale med hende om hendes tid som ponyrytter og om hendes nu pensionerede ponyfar. For selv om det er Cathrine, som har tøjlerne, er det ponyfar Peter, som har den egentlige hovedrolle i denne Ponyfarhistorie. Og selv om det efterhånden er nogle år siden, Cathrine rykkede fra pony til hest, mindes hun tydeligt, hvordan hendes egen ponyfar, altid var ved hendes side.
Da jeg fangede Cathrine, var hun på vej hjem fra springtræning i det jyske, og vores biler må havde passeret hinanden et sted på den fynske motorvej, idet jeg selv kort forinden havde forladt Djævleøen på vej til et møde i Tysklands Odde. Mens Fyn sneglede sig forbi vores ruder, og de små smileys på skiltene beklagende oplyste os om, hvor mange kilometer vejarbejde vi kunne se frem til, satte vi bilerne på autopilot og gik i gang med interviewet.
Hvordan vil du beskrive en ponyfar?
– Som jeg ser det, er der tre slags ponyfædre. Dem som ikke aner noget som helst om ridning og bare gerne vil have en toast og en cola, dem som sætter sig ind i sporten for at kunne være der for deres børn, og så er der dem, som bare går all-in og tror, de har vundet OL syv gange og ved bedre end rytteren.
Hvad med din egen far, hvilken slags ponyfar var han?
– Min far prøvede virkelig, så jeg tror, at han må være i den midterste gruppe. Vi tilbragte virkelig mange timer sammen hos min pony, og han endte da også med at blive en ret habil ponyfar. Hverken min mor eller far havde tidligere haft med heste at gøre, da de købte den første pony til mig. Jeg kan huske, at den kostede 12.000 kr., at der fulgte en sadel med i prisen, og at det var en af de bedste dage i mit liv.
– Min ponyfar har altid bakket op om min ridning, selv om han ikke altid helt forstod, hvad jeg talte om. Det er ham, som har lært mig, at hvis man har sagt A, som i “jeg vil gerne have en pony“, så må man også sige B og muge og gøre alt det andet mindre sjove, der følger med opgaven.
Min far har også lært mig, at det er ok at have store ambitioner og ikke at give op, når det bliver svært. Det kunne virkelig være møgirriterende, men i dag tror jeg faktisk, at det er noget af det vigtigste, han har lært mig. Jeg har altid vidst, hvor jeg havde min far, og der var ikke så meget pjat med ham. Han har for eksempel mere end en gang trukket mig af ponyen, når jeg blev hysterisk. Det pjat gad han ikke høre på. “Så siger vi tak for i dag, Cathrine”. Nøj, hvor var det irriterende, men i dag er jeg glad for, at han gjorde, som han gjorde.
– I takt med at min mor og far begyndte at føle sig hjemme i sporten, steg antallet af jern de smed i ilden. Det ene øjeblik var de med til at stifte en fond, der skulle støtte op om dressursporten, og det næste var de i gang med at lave en drejebog til alle de ponyforældre, som skulle til landsstævner for første gang.
Hvad savner du mest fra dine ponyår?
– Jeg savner virkelig min fars og mine ture til stævner i udlandet. Det var dengang, man brugte vejkort, eller det gjorde vi i hvert fald. Jeg viste vej, mens min far kørte. Lad mig bare sige, at det ikke er alle veje, som fører til Rom, eller nogen som helst anden by for den sags skyld.
Den gang havde jeg noget af et temperament og krudt i røven, og jeg kan huske, hvordan det irriterede mig, at min far altid var så rolig. Måske det var det, der var hans hemmelige ponyfar-kraft. Hans evne til at holde hovedet koldt og uden at hidse sig op lade mig vide når jeg gik over stregen, nøj, hvor kunne det bringe mit p.. i kog.
Hvilket råd vil du give en helt ny ponyfar?
– Det allervigtigste er at finde en god træner. Man kan sagtens købe dyre ponyer til sine børn, men det er ikke holdbart i længden, hvis ikke også rytteren udvikler sig. Man risikerer at ende med at have spildt en del af sine ponyår, hvis man skal lære alting på den hårde måde, for der findes rigtigt mange forskellige meninger om, hvordan en hest skal rides. Og mange nye ponyfamilier prøver i et forsøg på at gøre det så godt som muligt at efterleve dem alle sammen på en gang. Den vej er både snørklet og dyr, så mit råd er, at man i stedet finder en dygtig træner, som man kan stole på, og som kender vejen. På den måde slipper man for en masse bøvl, og i sidst ende kan det vise sig at værre billigere, hvilket plejer at være noget, som ponyfædre syntes godt om.
Hvilket råd vil du give de mange ponyryttere, som ønsker at gå i dine fodspor, og leve af at ride?
– Det bedste råd, jeg kan give dem, er, at de skal huske at have det sjovt og aldrig stoppe med at tro på sig selv. Jeg synes, at det er utrolig vigtigt, at man har det sjovt i nuet og fejrer alle de sejre, man kan slippe af sted med, i stedet for bare at lave en Facebook-opdatering og gå videre til det næste mål. For der vil altid være nye mål og ryttere, som er dygtigere end en selv, og hvis man ikke passer på, ender man nemt med aldrig at blive tilfreds.
Når nu du har byttet din ponyfar ud med hendes højhed prinsesse Nathalie Zu Sayn-Wittgenstein som træner, er turene til udlandet så lige så hyggelige som i gamle dage?
– De er i hvert fald lige så sjove, og en del hurtigere når nu vi ikke skal holde styr på, om papirkortet vender på hovedet eller ej.
Inden nogen af vores biler forlod Fyn, rundede jeg interviewet af med det samme spørgsmål, som jeg altid stiller de ponyfædre og ryttere, jeg taler med. Ofret denne gang virkede ret oplagt. Beklager Deres Højhed ;O).
Hvis du skulle sende din træner prinsesse Nathalie på et kursus, som ikke må have noget som helst med heste at gøre, hvad skulle det så være for et kursus?
– Det skal være et kørekursus, for hendes højre fod er lidt tung. Vi har kørt til virkelig mange stævner sammen og i modsætning til turene med min far, så går det stærkt, når Nathalie sidder bag rettet. Det er aldrig kedeligt, kan jeg godt love dig for.
Og hvilket kursus, tror du, Nathalie ville sende dig på som tak?
– Vi ville nok komme til at sidde ved siden af hinanden på første række.
Straks efter jeg havde parkeret bilen, satte jeg hukommelsen i bakgear og begyndte at skrive. Hvor er det dog dejligt at høre fra en tidligere ponyrytter, at al den tid og energi, jeg som ponyfar bruger på min nano-rytters livsstil, er givet godt ud. For selv om jeg oftest bevæger mig i skyggen af ridehuset, og lader ponymor svinge pisken, synes jeg, at det kan være hårdt at have en hestefamilie.
Hilsen
Ponyfar
