”Skaaat, vi kører til hest om 20 minutter. Hvis du skal have noget mad, så er det nu”. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det sidste, jeg havde brug for, var noget at spise, for i modsætning til heste kan Ponyfar godt kaste op. 30 minutter senere var vi hos ponydyret. Normalt plejer den friske luft at hjælpe på mojito-migrænen, og det gik da også rigtig godt, indtil jeg begyndte at muge. Efter at jeg havde indstillet sigtekornet på trillebøren og stille og roligt begyndte at ramme den, var det tid til en tur på møddingen og en kaffepause.

Tilbage i boksen med hætten trukket godt ned om ørerne og ponyfar-dragten lukket helt op i halsen fortsatte kampen. Efter et par minutter og tre fyldte møggrebe, hvoraf to ramte den utroligt lille trillebør, fik jeg fornemmelsen af, at der var nogen, som holdt øje med mig. Jeg rystede hovedet, hvilket var dumt, for det gjorde ondt, og begyndte at muge videre.

Efter endnu en tur på møddingen, fornemmede jeg det igen, og denne gang var jeg ikke i tvivl. Der var nogen, som iagttog mig. Jeg vendte mig hurtigt om, av mit hoved, og der stod staldens to andre ponyer og smilede til mig. Sikke et chok jeg fik. Jeg ved godt, at når en hest smiler, så er det for bedre at kunne lugte ting, men lige den dag var jeg ret sikker på, at de grinte af mig… selv om jeg nok heller ikke lugtede alt for godt.

Efter den tredje og sidste tur på møddingen under skarp overvågning af de to heste fra PET var jeg endelig færdig med at muge. Jeg lænede mig op ad muren for at få et velfortjent hvil, og en… av for pokker. ”Hvad sa…, skal du bide?”, råbte jeg til hesten fra naboboksen. Det skulle jeg ikke have gjort av, av, mit stakkels hoved. Der stod den, jeg sværger, og blinkede til mig, mens dens store, grimme, gule bisser tyggede løs på hætten til min ponyfar-dragt.

Her ligger jeg så tilbage på sofaen med to panodiler og et stort glas cola i systemet, Jeg kan godt sige dig, at jeg hellere vil føde en pony med sadel og det hele end at blive bidt af en hest igen. Sikke en møgdag.

Jeg er overbevist om, at det var en hanhest, som bed mig, for hold da op hvor det gjorde ondt. Hov, hov, stop en halv. Du skal ikke ryste på hovedet og råbe højt om kvindernes kampdag og retten til at galopere uden BH, for jeg kønsdiskriminerer ikke. Teoretisk set så gør det mere ondt at blive bidt af en hanhest end af en hunhest - bum, sådan er det bare. Hvis du ikke tror på mig så prøv at tage et kig i den åbne Facebookgruppe, som hedder Ponyfar, for den er god nok.

Godt nytår

Hilsen

Ponyfar