Thomas Pelle Veng
Det er selvfølgelig den majestætiske ponyfar, jagten er sat ind på, og som med så mange andre jagtformer kræver det tålmodighed og snilde. For ikke nok med at det er let at overse de elegante ponyfædre i de kolossale horder af prustende ponymødre, som hver weekend ved solopgang samles ved distrikternes vandhuller for at lade deres nanoryttere kæmpe om en plads i stævne-hierarkiet, så har ponyfædrene gennem utallige generationer også udviklet en uovertruffen evne til at bevæge sig i skyggerne og kun stikke månen frem, når deres toast er klar.
For at højne min chance for succes i denne min første jagt på fremmed jord har jeg allieret mig med en ægte storvildtjæger fra de spanske dressur-jagtmarker. Severo Jurado Lopez, som min jagtfælle hedder, valgte for syv år siden at bytte de smukke tulipandækkede hollandske dressur-jagtmarker ud med den nordjyske savanne i sin utrættelige jagt på at nedlægge endnu større dressur-trofæer.
Eftersom Severo er fra Andalusien og først begyndte at ride dressur som 17-årig, har han aldrig tilhørt den formentligt eneste race, som er mere sjælden end dagens bytte, nemlig de stolte DRF-drenge. Til trods for Severos sene dressur-debut begyndte det unge naturtalent fra det sydlige Spanien mod alle odds allerede efter kort tid i dressursadlen at udfordre flokkens alfa-hanner. Og siden 2015 har han gjort sig internationalt bemærket som en yderst succesrig storvildtjæger, når det kommer til jagten på placeringer på verdens allerstørste dressur-jagtmarker, og med flere verdensmesterskaber for ungheste i ridestøvlerne og en flot femteplads til OL i Rio i 2016 er jeg sikker på, at jeg er i gode hænder.
At jeg har valg at slå mig sammen med en storvildtjæger, som ikke har rent ponyfar-blod i årene, bekræfter blot, hvor svært det er at komme tæt på denne race. Men hvad den spanske heste-matador mangler i erfaring med ponydressur, overskygges af hans kendskab til den verden, vi alle bevæger os i, og gennem årene har han da også observeret sin del af ponipadre’s, som den sjældne race vist nok kaldes for i Spanien.
Jagten
Den jagt, jeg nu vil fortælle dig om, begyndte en ganske almindelig søndag formiddag i juli måned. Klokken var omkring et, hvilket, som du måske allerede ved, er det bedste tidspunkt at observere de sky ponyfædre i deres naturlige habitat. Termometeret sagde 12 grader, men kaffen var varm, og efter at være hoppet i et par hvide tennissokker og maskuline jagt-crocs, satte jeg mig ved min trofaste pc, og skød den første spørgsmåls-salve efter Severo.
Eftersom Señor Lopez ikke taler dansk, er interviewet nedenfor oversat fra engelsk, hvilket blot har været med til at gøre jagten på de eksotiske ponyfædre endnu mere spændende. God fornøjelse.
Interview med Severo Jurado Lopez. Den spanske heste-matador fra 9330 Dronninglund
Er ponyfar begrebet det samme i Spanien, som her i Danmark?
”Ja, det er jeg sikker på. De spanske ponyfædre er som de danske meget begejstrede, men ved ofte ikke rigtig, hvordan det fungerer med ponyer, konkurrencer osv.”
Hvad med din egen far, hvilken rolle spillede han, dengang du begyndte at ride?
”Jeg har aldrig redet ponydressur, men da jeg begyndte at ride dressur på hest som 17-årig, støttede min far og mor mig altid. De havde ingen som helst erfaring med dressurheste, men de var der altid for mig.
Der var ikke tale om økonomisk hjælp. Du ved, et par hundrede euro her og der, for det havde vi ikke råd til. Deres støtte var mere moralsk.
De bakkede altid op om min ridning og har siden, jeg var helt lille, opfordret mig til at gøre det, der gjorde mig glad. For eksempel gik min far og jeg stort set hver dag, efter han havde lukket sit autoværksted, ned på den lokale rideskole og så på de flotte heste og de andre rytteres undervisning. Min far havde ikke råd til de dyre undervisningstimer, så vi sad bare på hegnet og kiggede. Det var en fantastisk tid.”
Hvad så med i dag er din far gået hen og blevet lidt af en heste- aficionado?
”Min far taler absolut ikke hest, men han er meget interesseret i, hvad jeg laver. Jeg har jeg prøvet at forklare ham en masse om de forskellige detaljer, men det er som om, at det ikke rigtigt hænger ved. Han har dog gennem årene fået en vis heste-jargon ... og til hans store morskab lært at imponere andre.
I en konkurrence ved han for eksempel, at der i en piaffe skal være 12-15 trin, så hver gang han ser en hest piaffe, tæller han trinene, og hvis en hest så ikke gennemfører øvelsen korrekt, siger han: Åh, det var ikke nok trin. Det var vel nok ærgerligt, og alle omkring ham tror, at han ved, hvad han taler om.”
Har du et godt råd til de danske og spanske ponyfædre?
”Lad være med at købe den dyreste pony I kan finde, men lær i stedet jeres børn om horsemanship, teori, ridning og pleje. Jeg tror, at ponyforældre desværre ofte synes, at det handler om pengene. Altså den, der har den dyreste pony, vinder, men det er jeg ikke enig i. Jeg har aldrig haft den bedste eller dyreste hest, og alligevel har jeg formået at gøre dem ret gode gennem hårdt arbejde, lidenskab og ved at tro på det.
Jeg ville ønske, at de unge ryttere og deres forældre fokuserede mere på rytterens indsats end på ponyens pris, den største lastbil eller hvilken trense, der har mest glimmer.”
Hvad med de unge ponyryttere har du også et råd til dem?
”Ja, brug så meget tid som muligt sammen med jeres ponyer både i og ude af sadlen, husk at prioritere horsemanship, at have det sjovt og tro på jeres egne evner. Det er et stort ansvar at have sin egen pony, men det er også meget lærerigt.
Mine forældre er, som mennesker er flest. Det, de ikke har i pengepungen, har de i tiltro og kærlighed til mig. De har lært mig, at hvis der er noget, jeg virkelig ønsker at blive god til, så er der ikke noget i verden, jeg ikke kan klare. Denne egenskab, tror jeg, er den vigtigste af alle - sammen med viljen til at arbejde hårdt, selvfølgelig.”
En gammel jagttradition
Her slutter interviewet med Severo Jurado Lopez, men i modsætning til den gamle jagttradition, hvor jeg som jagtleder skulle overrække den nedlagte ponyfar i min jagthat, som jeg går ud fra må være en ridehjelm i dette tilfælde, til Severo, som derefter skulle kysse den døde ponyfar på den behårede brystkasse for at ære denne, blev vi meget hurtigt enige om blot at ønske hinanden held og lykke til vores veje krydses på ny.
Efterlysning
Kender du en berømthed i udlandet, som kunne tænkes at ville kaste lys over ponyfar-temaet og lære os andre lidt om, hvordan man betragter den stolte, men yderst sjældne ponyfar-race i deres land, hører jeg meget gerne fra dig. Alt, du skal gøre, er at sende en mail til ponyfar@hotmail.com. Du er selvfølgelig også meget velkommen i den åbne Facebookgruppe som hedder Ponyfar.
Hilsen
Ponyfar
