Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede. For rigtig mange ridepiger og -drenge er den 31. december i det år, hvor de er fyldt 16 år, nemlig ensbetydende med, at det nu er slut med at stille op til ponystævner.

Der, hvor Ponyfar år efter år blot ønsker sig en ny skjorte og en 10 kilo lettere ponyfar-krop uden øl-bule og borgmestersnuder, er status quo det eneste, teenage-rytterne ønsker sig.

Min første indskydelse, da jeg hørte om denne aldersdiskriminerende ”OUT”-regel, var, at så er der dømt vinterhi på sofaen med Netflix og fingre, der lugter af osterejer. Store beslutninger, som skal jeg tage en morfar? eller se endnu et afsnit? virkede meget tillokkende.

I virkeligheden ved jeg godt, at det ikke er sådan, det kommer til at gå, for ligesom min datter og tusindvis af andre unge piger og drenge frygter jeg også den 31. december 2020.

Jeg forestiller mig hele familien i hjørnesofaen syngende All By Myself i bedste Bridget Jones stil med en ske i hånden og en bøtte smeltet is i skødet. For det kære ponydyr er gået hen og blevet en del af familien, og det er svært sådan at skulle sælge et familiemedlem… medmindre man er så uheldig at have en krammeglad onkel Armhule med dårlig ånde, plettet net-undertrøje og en hang til Eau de toilet, for han er sikkert billigt til salg.

Hvor kom jeg fra? Jo, i vores familie er der nu under et år til, at det bliver datterens tur til at tage den svære beslutning. Uanset om hun vælger at opgradere ponydyret til hest, begynder til kæphest på rulleskøjter eller tager et sabbatår fra ridning, støtter vi hende i den svære beslutning. Hun kan selvfølgelig også beholde ponydyret, men så skal hun til at konkurrere mod heste, og det er jeg ikke sikker på, hun ønsker. Godt det ikke er mig, som skal tage den beslutning.

Hvor er det dog tarveligt, at det netop er det tidspunkt i livet, hvor de unge lige er begyndt på en uddannelse, det modsatte køn for alvor er ved at blive interessant, og deres hjerne er under total ombygning, at de skal tvinges til at tage den beslutning.

Hvorfor kan man ikke flytte aldersgrænsen til det år, rytteren fylder 72, har fået udbetalt sin pension og alligevel ikke skal op på arbejde? På det tidspunkt i livet har det modsatte køn måske mistet lidt af mystikken, hjernen er færdigrenoveret og bankoaftenerne er synkroniseret med ens toiletbesøg.

Det er ikke til at komme uden om. De unge ryttere skal tage den for manges vedkommende største beslutning i deres liv det år, de fylder 16 år, og det eneste, vi ponyfædre og -mødre kan gøre, er, at sparre med dem og støtte dem i deres beslutning.

Det er ok at lytte til staldens mange varmblods-helte og deres formentlig lige så mange forskellige råd, men glem nu ikke at det kun er jer, som ved, hvad der er rigtigt for netop jeres familie.

Hilsen

Ponyfar