Ok, her kommer spørgsmålet så. Hvad i alverden sker der lige for det der med at tale med heste?

Måske det bare er min families pony, som er dum. For den fatter i hvert fald ikke en meter af, hvad vi siger til den, men personligt har jeg nu også ret svært ved at købe ind på idéen om, at der er nogle, som kan sætte sig ned og sludre med deres hestedyr. Jeg skal dog være fair og nævne, at jeg altid har været immun, når det kommer til telepati, og at jeg heller ikke fatter en lyd, når kvinderne i stalden simultant begynder at fnise, hver gang jeg går forbi. Det er meget mærkeligt.

Som den skeptiker jeg nu engang er, når det kommer til ting, jeg ikke kan se, høre, mærke, lugte eller smage, er mine overbevisninger blevet udfordret adskillige gange, siden min datter fik pony. Jeg har mere eller mindre frivilligt gennem de sidste otte år lagt ponyfarkrop til alt fra magnetbehandling til kraniosakralmassage og lysterapi. Alt sammen for bedre at kunne forstå hvad alle mine ponydollars går til.

Magneter
Skeptikeren i mig hælder fortsat til, at der er tale om placebo frem for en egentlig behandling i mangel af bedre ord, når det kommer til armbånd med små eller dækkener med store magneter, og det er her, jeg begynder at kigge mig over skulderen, for jeg ved, at der er mange af jer, som formentligt ikke deler min skepsis.

Hvis nogle skulle mene, at de kan overbevise mig om, at ovennævnte og lignende produkter har en effekt, tager jeg gerne imod udfordringen, men jeg kan ikke love, at jeg konverterer til magnetismen.

Kraniosakral-terapi
Mit forhold til kraniosakral-terapi har i modsætning til magnetbehandling ændret sig drastisk, siden jeg blev far, for jeg har med egne øjne set den effekt, behandlingen har haft på min datter. Jeg indrømmer gerne, at jeg ville have haft meget svært ved at købe ideen om, at man ved at trykke med kun fem grams vægt på et menneske eller en hest kan gøre nogen som helst forskel. Men jeg har som sagt set virkningen på min datter og nu også på hendes pony, og jeg er ikke længere i tvivl om, at det virker. Hvordan det virker, er jeg ikke helt sikker på, men det kan jeg godt leve med.

Osteopati, homøopati og hesteassisteret coaching
De ovennævnte ”behandlingsformer” har hverken jeg eller ponydyret prøvet kræfter med, men som du nok har opdaget, skal det ikke stoppe mig fra at stille spørgsmål til effekten. Eller rettere så er der især én af de tre ”behandlingsformer”, som jeg har lidt svær ved at købe ind på. Om osteopati som minder lidt om kiropraktik og homøopatiske lægemidler, der består af mineraler, planter eller endda dyr, virker, skal jeg ikke gøre mig klog. Men når det kommer til hesteassisteret coaching, vinder skeptikeren i mig.

Måske det er mig, der er galt på den, og der rent faktisk er mere mellem himmel og jord, end jeg lige går og tro, men indtil jeg kan se, høre eller mærke det modsatte, vil jeg holde mig til coaching af mennesker og vente lidt med at sende familiens pony på et teambuildingskursus hos Carl-Mar Møller eller ind i et Escape Room.

Lysterapi
For cirka seks måneder siden kom jeg til at tænke højt. Det skal man passe på med, når man er omringet af vrinskende hestefanatikere. Egentlig var tanken ganske uskyldig og gik noget i retning af, at jeg havde svært ved at tro på, at lysterapi kunne hjælpe på andet end humøret.

En uge efter min tilsyneladende grænseoverskridende kommentar var beskydningen fra alle sider taget til en sådan grad, at jeg besluttede mig for at gå i offensiven og kigge nærmere på, hvad det der lyshalløj egentlig gik ud på.

Lad mig sige det som det er. Jeg har set lyset, og selv om han ikke selv kan sige det, i hvert fald ikke til mig, så er jeg ret sikker på, at familiens pony også sætter stor pris på den lysbehandling, vi giver ham. Jeg er bevidst om, at der kan være tale om placebo, når det kommer til mine egne erfaringer med den lysmåtte, familien har købt, men jeg tror det ikke. Og helt ærligt, så længe det virker på mine nakke- og rygsmerter, så er det fint med mig. Men når det kommer til ponydyret, så er der derimod ingen tvivl om, at lysbehandlingen har en positiv effekt, for det kan både ses og mærkes, når han rider, og med fare for at træde ud i endnu et minefelt, så tror jeg ikke, at der kan være tale om placebo, når det kommer til hovdyr. Men igen, hvad ved jeg. Jeg er jo bare ponyfar.

Hilsen

Ponyfar - Thomas Pelle Veng