Ponyfar - Fra curlingfar til bowlingfar

17-02-2021 09:53

Thomas Pelle Veng

Har du nogen sinde hørt om en bowlingfar? Hvis ikke så lad mig tage dig med på en kort evolutionær rejse gennem tiden

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Som ponyfar-antropolog har jeg viet mit liv til at studere den udrydningstruede ponyfar-race. Gennem mine studier har jeg på nærmeste hold betragtet dette sociale væsen og de kulturelle normer og strukturer, der eksisterer i et hvert fællesskab, racen færdes i.

Fra en ponyfar udklækkes til første gang han samler en trense uden hjælp, gennemgår han to stadier.

Første stadie: Curlingfar
Det første stadie af denne vidunderlige rejse går i folkemunde under betegnelsen curlingfar. Som curlingfar bruger vores ponyfar det meste af sine vågne timer i stalden på at få at vide, hvad han skal gøre og mindst lige så ofte, hvad han ikke skal gøre. Det er i denne fase, at han på egen krop lærer, hvad en rød sløjfe betyder, og hvorfor det er en god idé at have handsker på, når man muger tre bokse. Til trods for den farefulde opvækst, passes der dog godt på curlingfædrene i denne fase.

Opgaver som ”hvis du bare står her og venter, til jeg har lukket de 12 heste ind fra fold, vil det være en stor hjælp” og ”du må gerne køre ud med trillebøren, men husk at køre den helt ind på møddingen”, fylder en del i enhver ponyfars opvækst, og det ses ofte, at racen på dette stadie, ikke uden en vis stolthed, begynder at påtage sig mere ansvar. Hjemmearbejde som oprulning af bandager og en tur i sadelrummet efter datterens sadel begynder stille og roligt at fylde mere, og før man ved af det, har den kære curlingfar på egen hånd forvildet sig ind i familiens børnecontainer med en hestetrailer på slæb.

Jeg er bevidst om, at situationer som den ovennævnte med hestetraileren kan virke skræmmende på den intetanende læser. Men endnu en gang ser vi, hvorfor netop dette tumlingestadie kaldes for curlingfar-stadiet. For med konstante instruktioner fra bagsædet om at sænke farten og passe på cyklisten… inde på cykelstien, passes der fortsat godt på ham.  

Citat af den verdenskendte nordamerikanske ponyfar-antropolog Doktor Gyngehest Armstrong: ”One small step for Ponydad, one giant leap for Mand-kind”.

Copyright Ridehesten.com

Andet stadie: Bowlingfar
På dette stadie begynder den kære curlingfar at stå på egne ben, og det er ikke sjældent, at man hører fortællinger om curlingfædre, som ikke længere er bange for deres døtres store 3'er pony.

Parallelt med at mængden af hård hud på fingrene vokser, er det i dette stadie, at vi ser de første tegn på selvstændighed hos de blåøjede curlingfædre. Opgaver som kritikhenter og parisertoast-kok i sekretariatet, finder større og større indpas i racens hverdag.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvor der tidligere blev fejet foran curlingfar, lægges kostene nu tilbage i skuret, og som på en bowlingbane for ridepiger med 12,5 centimeter høje stiletter … og børn, hejses de robuste side-bander nu op foran vores curlingfædre, og de begynder stille og roligt på egen hånd, at tage initiativ til større opgaver, som at køre ned i den lokale rideudstyrsbutik og købe ørepropper og tyggegummi uden helt at forstå hvorfor. Et skridt ad gangen og altid inden for trygheden af hans datters hejste bowling-bander.

Hen imod slutningen af bowlingfar-stadiet, hvilket typisk vil sige otte til ti år efter udklækningen, indtræffer der en skelsættende begivenhed i alle ponyfædres liv. Og denne gang kan ingen koste eller bowling-bander hjælpe. Fra den ene dag til den anden ændres alt. Det, som i går var familiens omdrejningspunkt, er nu kun et fjernt minde, og uanset hvor meget vores tapre ponyfædre forsøger at holde begivenheden for døren, er slaget tabt.

Begyndelsen på enden
Den 31. december hvert år siger menneskeheden og stævnearrangørerne farvel til flere hundrede ponyfædre, og intet er længere helt, som det plejer at være. På denne dato stilles ponyfædre, og deres næsten 17-årige afkom overfor et dilemma af dimensioner. Skal ponyen sælges, skal den fortsætte med at være en del af familien, eller skal den byttes ud med en hest.

Til trods for ovennævnte gordiske knude, har mine empiriske studier på landets mange græsfolde, givet mig svaret på det urgamle spørgsmål. Hvor ligger der mange hestesko begravet? Men endnu vigtigere så har min utrættelige søgen vist mig, at der er lys for enden af staldgangen. For uanset om hestedyret måler 148 centimeter eller 149+ centimeter, sikkerhedsvesten er begyndt at stramme over brystet eller bumserne i panden driller, så har de fleste teenageryttere heldigvis stadig brug for en far, til at trøste dem når dyret har slået foden eller får ondt i mavsen.

Du er ikke alene
Du er meget velkommen i den åbne Facebook-gruppe, som hedder Ponyfar. Mig bekendt er gruppen verdens første og største af sin slags, og med sine mere end 3.000 medlemmer er alle grene af ridesporten repræsenteret. Selvom gruppen er dansk, kan man med lidt god vilje godt kalde den for verdensomspændende, eftersom gruppens mange mænd og kvinder bor i ikke mindre end ti forskellige lande. Uanset om gruppens medlemmer bor i Indonesien, Island, Guinea, USA, Spanien, Tyskland, Sverige, Norge, Danmark eller på Færøerne, har vi alle en ting til fælles. Vi elsker vores børn, og nå ja, har en stor portion humor og selvironi.

Med venlig hilsen

Thomas Pelle Veng

Post doc Ponyfar

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner