Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive en blog om ponyfædre, troede jeg, at det var løgn. At bede mig om gode råd og vise ord til fædre med børn, som går til ridning, svarer til at spørge et medlem af FTK - Dansk Ordblinde Forbund - om hjælp til retstavning.

I bloggen Ponyfar åbner jeg skabet og blotter min uvidenhed. Det er et walk in closet, og det er gabende tomt, for der er så meget, en Ponyfar ikke forstår. Gennem de seneste seks år har jeg lavet stort set alle tænkelige fejl - og lært af dem… de fleste i hvert fald. Jeg har glemt at banke på ind til ridehuset, inden jeg gik ind, jeg har stået bag en hest, der havde ørene lagt tilbage, og jeg har dyttet på parkeringspladsen til et dressurstævne. I dag krummer jeg stadig tæer, når jeg tænker tilbage på den sidste fadæse, og jeg håber virkelig ikke, at der var nogen, som fik ødelagt deres ridt på grund af mig - undskyld.

Begrebet Ponyfar kender de fleste, som har med heste og ponyer at gøre. Men hvad er en Ponyfar egentlig?

Ifølge min datter er en Ponyfar en blanding af en joke og en klippe. En joke, fordi han ikke ved noget som helst om ponyer og nogle gange endda er bange for dem, og en klippe fordi han altid er der til trods for alt dette.

Men hvorfor vælger en person som jeg med et temmelig begrænset kendskab til rideverdenen så at skrive en blog om og til ponyfædre? Det korte svar er, at der ikke er andre, som har gjort det. Jeg er overbevist om, at der er et latent behov, med andre ord et behov som vi ponyfædre ikke selv kender til, når vi begynder til ridning med vores børn - for hvor svært kan det der heste-halløj egentlig være?

Mit håb er, at min blog kan hjælpe de mange ponyfædre, med at fremstå bare lidt mindre fjollede end jeg gjorde (og nok fortsat gør) den gang min datter begyndte at gå til hest. Dengang var mit kendskab til disse smukke dyr begrænset til film som Hidalgo og My Little Pony 1 til 200 eller hvor mange der nu en gang er lavet af dem. Det er i hvert fald mange. Jeg var overbevist om, at en pony var en babyhest, og at en islandsk hest var en pony. Kort og godt så gik jeg ud fra, at det var størrelsen og ikke gørelsen, som betød noget - lyder det bekendt Ponyfar?

Min indlæringskurve har været og er fortsat stejl, når det kommer til de firbenede hovdyr. Ikke køer for dem ved jeg intet om, og jeg spiser dem stadig med stor appetit, men vittigheder om hestekød virker ikke længere helt så sjove, som de plejede.

I december 2018 skrev Dansk Ride Forbund, at de havde ca. 65.000 medlemmer. Langt de fleste af disse er kvinder og unge piger, men hvad med dem - altså ponyfædrene - som står bag disse kvinder og unge piger? Dem som får hverdagen til at hænge sammen og sørger for, at aftensmaden er klar, når pigerne kommer trætte hjem fra træning klokken otte om aftenen, hvis Ponyfar altså ikke selv er med hos ponydyret.

Jeg har siddet rigtig mange timer i skammekrogen i den lokale rideklub, og det var en af disse gange med huen trukket godt ned om ørene og flyverdragten lukket helt op i halsen i et iskoldt ridehus midt på Sjælland, at jeg besluttede mig for at det var på tide, at Ponyfar kommer ud af skabet.

Hvis du ligger inde med en sjov Ponyfar-historie eller bare har brug for at blotte din uvidenhed på området, så alle de andre ponyfædre (og måske nogle Ponymødre) kan lære af dem, eller bare få sig et godt grin, er du velkommen til at sende dem til mig på ponyfar@hotmail.com. Så vil jeg se om jeg kan få den med i min blog her på Ridehesten.com eller i Facebook-gruppen - Ponyfar.

Velkommen i folden Ponyfar