Ponystævnefamilien på tur.

Faktisk endte min datters sidste ponystævneår allerede i foråret 2020, da den fjerde rytter forklædt som COVID-19 kom til landet. Men bare rolig jeg lover, at dette indlæg ikke kommer til at handle om COVID-19, eller om hvor hårdt det er ikke længere at skulle ud af sengen klokken hestemøg om morgenen og gemme sig bag et kamera på en åben mark i regnvejr efter at have tilbagelagt 75 kilometer med en doven hestetrailer på slæb. 

Et råb om hjælp
Hvad skal jeg nu stille op, når der ikke mere er brug for i hvert fald to af de relativt få seje ponyfar-opgaver, der trods alt findes? Der er ikke længere brug for mine weekend-producerede håndholdte dogmefilm og min uovertrufne evne til efter blot 15 kilometers trailerkørsel at svinge fra gal i skralden til at tage mig selv i at skråle med på Justin Biebers nyeste single. Hvor jeg dog savner de stævneture.

Hvad gør andre i min situation? Smider de blot håndklædet i rotunden og giver op? Eller skruer de op for tiden i stalden som i de gode gamle dage, hvor nano-rytteren stadig havde brug for hjælp. Om ikke for andet så fordi hun ikke kunne nå godbidderne?

Jeg husker tydeligt den gang, hvor stævnerne var noget, der blev holdt hjemme i stalden, hvor hesten var opmagasineret, og hvor ondt jeg fik af at krydse mine fingre og tæer i håb om, at min datter ville få tildelt den rideskolepony, hun bedst kunne lide. Dengang blev der redet efter sløjfer og ikke kvalificeringer, hvilket var noget mindre stressfuldt, men mindst lige så vigtigt for min rytter-spire.

Selvom min datter ikke længere rider ponystævner, står den stadig på heste-ting næsten hver dag, og bryggerset minder fortsat om sovesalen efter en ridelejr, så måske det slet ikke er så slemt endda. Men jeg må indrømme, at jeg savner de slappe toasts og den kolde kaffe.

Tilværelsen som tvangspensioneret stævneponyfar
Der kan drages mange paralleller mellem den gængse pensionisttilværelse og livet som tvangspensioneret stævneponyfar. Og ”forskning” har vist os, at der i begge tilfælde ligger et større mentalt forarbejde i forbindelse med overgangen til den tredje alder. Hvad skal jeg bruge de oceaner af timer til, som jeg nu får til rådighed? Petanque? Kommer jeg til at tilbringe mine weekender i lænestolen med et ternet tæppe over benene, mens jeg i bedste Bridget Jones-stil synger med på de sange, der minder mig om livet som stævneponyfar, eller vil det kun være de hvide underlag, jeg skal vinke farvel til?

Kilder inden for ældreforsorgen anbefaler, at man tænker på pensionsalderen som et karriereskifte, og at man ikke bør fokusere på det, man lægger bag sig, men i højere grad på den nye og spændende tid, der ligger foran en. Jeg indrømmer da også gerne, at løsningen på mit problem er ganske enkel. Sælg den lille hest (pony) og køb en stor hest. Men hvis du, som jeg, også er begyndt at holde af de firbenede krammedyr, deres store brune øjne og bløde muler, så ved du også, at det ikke er helt så nemt.

For det første så kræver det en del ponydollars at bytte ”den lille” ud med ”en stor”. Sadlen passer ikke, og det gør alle de andre dimser, som rytteren hiver og trækker i, heller ikke. Og hvis man er så ”heldig”, at dyret har skiftet køn og nu er en pigehest med rød sløjfe på halen, så kan de 25 blå underlag i bryggerset selvfølgelig heller ikke bruges længere, det siger da sig selv. En anden ting er det med følelserne, for man skal være ret kold for at kunne gå ned i heste-automaten og trække en ny bedste ven uden at se sig tilbage over skulderen.

Personligt er jeg ikke klar til at gå på ponyfar-pension, og ponymor og jeg har derfor besluttet os for at træde vande på en pony-seniorordning, indtil vores datter har fundet ud af, hvordan hun vil få livet som hesteejer, gymnasieelev og socialt anlagt teenager til at hænge sammen.

Kig ind og held og lykke
Hvis du, som jeg, og de mere end tre tusinde medlemmer i Facebook-gruppen Ponyfar, står over for et lignende dilemma eller blot synes, at der er for lidt humor i rideverdenen, så er du meget velkommen til at kigge ind. Det eneste, du skal medbringe, er et hø-net fuld af selvironi og en strigletaske proppet med humor. Vi ses derinde.

Til alle jer ”unge” ponystævneforældre, som fortsat slider på belægningen på de danske motorveje: Hvor er det fantastisk, at I igen er tilbage på stævnebanerne. Jeg ønsker jer og jeres nanoryttere al mulig held og lykke og husk nu at nyde hvert minut, mens I kan.

Hilsen

Thomas Pelle Veng - Ponyfar senior