Som ung brugte jeg al min fritid på at løbe efter en bold og sparke den så langt væk, som jeg overhovedet kunne. For blot at sparke til den igen når jeg indhentede den. Klaphat tænker du måske, og det kan jeg godt forstå. For det blinde boldøje må det virke temmelig fjollet. Men prøv lige at klap(pe)-hatten og holde an i en parade.

Kan du huske, første gang du så en pony ride dressur, springe over en bom eller rende rundt i cirkler med en lykkelig nanorytter i gymnastiktøj på ryggen? Det kan jeg. Det var helt sort. Men er det ikke ofte sådan med ting, man ikke forstår?

Med tiden er min viden om de skrevne og i særdeleshed uskrevne regler vokset, og jeg har i dag den dybeste respekt for enhver, som kan få deres hest til at danse, springe eller bevare roen, mens der laves flikflakkere på dens ryg. Jeg har fortsat svært ved at se forskel på et godt og et dårligt dressurridt, medmindre der bliver lavet åbenlyse fejl. Men jeg har set og hørt nok til at forstå, at det der heste-tosseri slet ikke er så nemt, som det ser ud, og at der ligger mange timers træning, afsavn og andre former for regninger forud for det, jeg står og kigger på.

Tænk engang at være så sej, at man frivilligt stiller op til den ene ”eksamen” efter den anden i form af ridestævner. Jeg kan slet ikke begribe det. Den gang jeg gik i folkeskole, var eksamener noget, man frygtede. Ikke noget man opsøgte, og jeg ville havde byttet min bedste BALL-trøje og nyeste Samantha Fox-plakat for at slippe. Men næh nej, vores piger og drenge ser frygten i øjnene, og ikke nok med at frygten i deres tilfælde er en 350 kilo tung pony og en knap så tung, fremmed kvinde i et lille dommerskur, så gør de det gud hjælpe mig flere gange på en weekend.

Rejsen er vigtigere end målet
Uanset hvad farve ”præmien” har, og om den er lavet af gamle mobiltelefoner, som til OL i Tokyo, eller er helt fraværende, betyder det ikke længere så meget for mig. Ja, jeg skriver “ikke længere”, for dengang min datter var ny i sadlen, var farven på rosetten det eneste, som jeg kunne gå efter, når jeg skulle navigere i de oprørte stævne-vande for at finde ud af, om det var gået godt eller dårligt. Det, som virkelig betyder noget i dag, er, at nanorytteren er tilfreds med sin egen indsats.

For lige at kalibrere vores opfattelse af nanoryttere, så definerer jeg en nanorytter, som noget af det sejeste, der findes…. Irriterende til tider, ja bevares, men hold nu op de er seje. Tænk en gang at lade sig måle og veje uge efter uge. Ikke kun af ens træner, som ofte ikke er bange for at sige sin mening, men også af helt fremmede dommere. For ikke at glemme andre nanoryttere, som til trods for, at de passer sig selv, kan være svære ikke at spejle sig i.

Fra tid til anden kommer jeg helt i tvivl, om prisen for at kunne hoppe rundt på en hest er for høj. Her mener jeg ikke ussel mammon, men alle de arrangementer og hyggeaftener som vores nanoryttere må sige nej til for at kunne passe deres pligter i hestehuset. Selvfølgelig skal hestedyrene forkæles og have det godt, men på hvilken bekostning?

Jeg er klar over, at vi har hest på forskellige måder. Nogle smider blot krikken ind i buret efter en times hård træning, mens andre bruger tid på massage, sol og mulekysseri. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er rigtigt og forkert, men uanset om man er en ”koldstarter” eller en ”nussetrold”, så koster det tid, sved og ponydollars.

Min erfaring siger mig, at det ofte er nemmere at placere en rød roset i manen end en positiv tanke i hovedet på en rytter, som ikke er tilfreds med sit ridt, og det, synes jeg, er en skam. Ordet perfektionist er svært at komme uden om i denne forbindelse. Men er det en god ting at være perfektionist? Nogle gange så er det måske nok, men når man begynder at sammenligne det at vinde med det perfekte ridt, tror jeg ikke længere, at det er sundt. Mit råd til dig kære læser er, at du hjælper din nanorytter med at nyde rejsen mere end målet. For uanset om man er lige så skrap til at gå til hest som Peter Flarup, Tobias Thorning Jørgensen og Carina Cassøe Krüth, så er det trods alt mindre end én procent af tiden, som foregår på en stævnebane. Skal den ene procent virkelig have lov til at definere de hundredvis af timer, du og din nanorytter bruger sammen på det, I elsker?

Bak op om tiden med hovdyret, kammeratskabet i hestehuset og de stunder, hvor lykken bare er at ride med vinden i håret udover en stubmark. Så længe rytterne har gjort deres bedste på dagen, er det ok. Hvis ikke du er enig, så spørg dig selv, om du turde stille op og blive målt og vejet så ofte, som vores unger gør. Personligt tror jeg ikke, jeg turde.

Jeg medgiver gerne, at der nogle gange skal et lille skub til for at hjælpe rytterne ud af deres comfortzone. Måske er det i sidste ende blot et spørgsmål om hvor hårdt vi skubber, som det hele handler om.

Ponyfars hesteunivers - With a twist
Husk at du altid er velkommen i den åbne Facebookgruppe, som hedder Ponyfar. Klik her for at tage et kig. Emnerne i Ponyfar gruppen er sjældent lige så alvorlige, som dette blogindlæg. I Ponyfar gruppen handler det nemlig om at grine med og ikke ad de 3.800 andre pony- og hestetosser. Men det er sjovt og dejligt forløsende at blive mindet om, at man ikke er den eneste, der er kommet til at sige … ”En pony, det lyder da som en rigtig god ide min skat.”

Hilsen

Ponyfar / Thomas Pelle Veng