Anja Hegstrup
NPC National Polo Center her i Wellington er et af verdens største stadioner med hele 1640 siddepladser. Hvert år samles elitespillere og polo entusiaster fra hele verden her, for at deltage i og være tilskuere til de prestigefyldte turneringer der finder sted fra januar til slutningen af april.
Verdens bedste polospiller gennem mange år, Adolfo Cambiaso, er f.eks. altid at finde her i sæsonen. Kong Charles af England samt hans søn prins Harry har også spillet på Wellingtons stadion. Noget der stadig bliver talt om med stolthed hos den lokale frisør.
Men hvad er det nu polo går ud på? I alt otte spillere fordelt på to hold skal med en såkaldt "mallet" – en lang bambus kølle – score mål med en lille hvid kugle i modstanderens ende af banen. Hver polokamp er inddelt i 4-6 perioder som hedder "chukkas". Hver chukka er syv minutter, og det hold, der scorer flest mål, vinder kampen.
Da hestene – eller ponyerne som de kaldes – ofte løber 2-3 km i løbet af en enkelt runde, skifter man således hest i hver pause; ikke mindst fordi farten tit kommer op på mere end 50 km/t. Af og til skifter spillerne også udenfor pauserne hvis de føler hesten er træt, og dette skift foregår ved at hoppe fra den ene hest til den anden. Så ca. 5 sekunder er alt, der bliver brugt på det.
Faciliteterne her i National Polo Club er helt i top, og i alt er der ni polobaner, som bliver passet og plejet efter alle kunstens regler. Der må absolut ingen huller være i banen, som kan være medvirkende til styrt, og som i værste fald kan betyde en dødelig udgang for både hest og rytter. Her findes endvidere restauranter, barer, klubhus, swimmingpool med olympiske mål, fitness rum og tennisbaner. Det handler med andre ord om en livsstil og ikke kun sporten.
Stort set alle ugens dage spilles der kamp tre gange dagligt og søndag er højdepunktet, hvor der bliver socialiseret, spist frokost og drukket masser af champagne på det store stadion. Det er altid en stor fest, hvor man virkelig gør meget ud af sin påklædning i det tilfælde, man skulle blive fotograferet og havne i bladene.
Men polo er ikke kun for de privilligerede her i Wellington. Byen har flere ungdomsprogrammer og skoler, som tilbyder at lære unge at spille polo, og derved sikrer man sig også, at nye talenter ikke går tabt, selvom de måske ikke selv har økonomi til sporten.
Poloponyerne, som de bliver kaldt, selvom ingen af dem har ponymål, kan i og for sig være af hvilken som helst race. Dog er de fleste hovedsagelig fuldblod, som bliver krydset med criollo-heste eller quarter heste.
Fælles for alle poloponyer er dog, at de er utrolig hurtige, ædle og ikke mindst modige. Det er naturligvis vigtigt, de ikke er bange for at bolden skal ramme dem eller at støde sammen med de andre heste på banen.
Netop fordi toppoloponyer er svære at finde – men nødvendige for et holds succes – blev et fatalt uheld starten på et eventyr for før omtalte Cambiaso. I 2006 brækkede hans allerbedste hest benet i en polokamp og måtte aflives. Han besluttede sig for at tage et stykke skind fra hesten og forsøge at klone den. Dette skete i 2006, men ikke førend 2009 kom de første føl til verden. Et af de klonede føl indbragte næsten seks millioner, hvilket er en uhyre høj pris for en polopony.
Kloningen tog fart, og et år vandt han således sammen med sit hold en stor polokamp, hvor han selv red på seks helt ens kloner.
Indrømmet, en polo kamp kan måske virke lidt voldsom at være tilskuer til, men på samme tid er det også utroligt fascinerende at se det fantastiske samspil, der er mellem hest og rytter. Der er ingen tvivl om, at spillerne har et meget tæt forhold til hver og en af deres heste, som de i sagens natur er nødt til at kende ud og ind. Det er derfor på ingen måde tilfældigt, hvilken rækkefølge hestene har i en polo kamp, men derimod nøje planlagt ud fra den enkelte hest.
I disse tider, hvor hestevelfærd er et brandvarmt emne, er der selvfølgelig også modstandere af polosporten. Ikke mindst fordi der ofte ses billeder i medierne, der bl.a. viser hestene med vidtåbne munde og ryttere, der hænger ud til siden. Dette er ikke, fordi det kniber med balancen for spillerne, men derimod fordi de er i stand til at bevæge sig lynhurtigt og ekstremt smidigt rundt på hesten. Læg også dertil, at spillerne kun har tøjlerne i en hånd.
Ved polokampen, som jeg overværede, var det meget bemærkelsesværdigt at se, hvor afslappede hestene var, mens de stod bundet til trailerne. De viste ingen tegn på stress, ørerne var fremme, og de fremstod alle utroligt velplejede. Ingen af dem havde sporemærker eller sår i mundvigene, hvilket man måske kunne tro, og så snart spilleren sprang af hesten, blev den omgående vasket og ordnet efter alle kunstens regler.
Skulle du således på et tidspunkt komme forbi Wellington i polosæsonen, må du endelig ikke gå glip af chancen for at opleve denne sport på tæt hold. Det er en kæmpe oplevelse.
