Paddock-bokse kan kurere unoder

08-09-2017 17:26

Camilla Tiefensee Schrøder

Bokse med tilhørende paddocks giver gladere, sundere heste, og for fleres vedkommende har de også sat en stopper for vævning og andre dårlige staldvaner. Det viser erfaringerne fra Strandgården Hestepension på Amager

Copyright Ridehesten.com
Strandgården Hestepension har investeret i en hel ny længe med paddock-bokse (Foto: Ridehesten.com/Camilla T. Schrøder)
Nyheden fortsætter efter annoncen

Strandgården Hestepension på Amager har haft stor succes med implementeringen af paddock-bokse.

Det startede oprindeligt som en økonomisk udfordring, dengang der blev varslet ny hestelov med krav om udvidelse af hesteboksene, fortæller Rikke Amann, som er indehaver af Strandgården Hestepension på Amager.

– Vi skulle overveje, hvordan vi kunne få flere penge for de bokse, vi havde i forvejen. Der var et behov for at tjene flere penge, uden at det betød, at vi fik så mange heste, at det gik ud over foldtiden. Vi kom frem til, at det at lave små paddocks ud for hver boks var en god måde at overholde hesteloven på, uden at det blev for dyrt.

Paddock-boksene var ikke kun en billigere måde at give hestene flere kvadratmeter på – det viste sig også at være en kæmpe gevinst for hestevelfærden. Bokse med paddocks førte nemlig til bedre sundhed og velfærd – og i mange tilfælde ophør af dårlige staldvaner hos de heste, der flyttede ind.

Nyheden fortsætter efter annoncen

De første seks blev lavet i 2015 som et forsøg, og da de viste sig at fungere godt, besluttede de at bygge en helt ny længe kun med paddock-bokse, som blev færdig i foråret.

Nervøse Come Again holdt op med at væve
En af Strandgårdens pensionærer, som er rigtig tilfreds med, at hendes hest er kommet i paddock-boks, er Pernille Dammand. Hendes hest, Come Again, havde før i tiden tendens til at væve, når han blev urolig, men efter han rykkede i paddock-boks i april, er problemet blevet løst.

– Han er en meget opmærksom hest, så han kan godt stresse inde i boksen, hvis der er uro eller mange lyde omkring ham. Nu har han mulighed for at gå ud og kigge i stedet for, at han står derinde og gynger, og det er meget bedre for ham. Før i tiden kunne han finde på at stå og køre med næsen mod tremmerne frem og tilbage inde i boksen, og man kunne slet ikke komme i kontakt med ham, fortæller ejeren, som er henrykt over paddock-boksene.

– Jeg synes, det er fantastisk. Han er også allergihest, så det er meget bedre for ham, at han kan komme udenfor, tilføjer hun.

Flere hesteejere fortæller i månedens nummer af Ridehesten om deres succesoplevelser med paddock-bokse. Læs mere om paddock-bokse og Strandården Hestepension/Healthy Horse København i magasinet.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen