På lørdag kan drømmeføllet blive dit

18-08-2018 19:22
Avl

Lørdag aften den 25. august finder Dansk Varmblods Elitefølauktion over 65 nøje udvalgte føl sted på Vilhelmsborg, og her kan du erhverve dig dit drømmeføl fra en kollektion, der bugner af topkvalitet, uanset om man har fokus på dressur- eller springbetonede føl

Copyright Ridehesten.com
417 Call of Duty.

65 nøje udvalgte føl kommer under hammeren på Elitefølauktionen lørdag aften den 25. august ved Dansk Varmblods KRAFTT Eliteskue på Vilhelmsborg. Her findes nogle af fremtidens dressur- og springstjerner i avl såvel som sport.

Copyright Ridehesten.com
443 Hamilton Vest.

Springfølkollektion uden lige

Aldrig tidligere har Dansk Varmblods auktionsudvalg kunnet præsentere en kollektion af springføl af så høj kvalitet, og så er der oven i købet intet mindre end 21. Mange af føllene repræsenterer internationale afstamninger i absolut særklasse som fx hingsteføllet Call of Duty, der forener de tre store OL-hingste Cornet Obolensky, Baloubet du Rouet og Cento med en præstationsstærk hoppestamme. Eller føllet Hamilton Vest, der er ud af en afstamning med internationale Grand Prix-heste i hvert eneste led og med den belgiske hingst Halifax van het Kluizebos, vinder af sidste års FEI-verdensrangliste, som far.

Copyright Ridehesten.com
416 CC. Aragorn.

Hingsteføllet CC Aragorns hingstelinje byder på tre meget betydningsfulde hingste i dansk springhesteavl: Bøgegårdens Apollo, Heartbeat og A'Khan Z, og så er han trukket på en af Danmarks stærkeste hoppestammer fra den succesfulde avler Carsten Carstensen. Endnu et føl af international klasse er hingsteføllet Cute Z efter den tidligere belgiske landsholdshest Cicero Z van Paemel og en mor, der selv har haft stor succes. Morfar er ingen ringere end nr. 1. på Rolex WBFSH verdensrangliste over verdens bedste springhestefædre, Chacco-Blue.

Herudover er der super føl efter spændende hingste som Asca Z, Balou, Bently vd Heffinck, Casall, Ci Ci Senjor Ask, Comme Il Faut, Comme Il Faut Plus, Der Senaat III, Favorit Ask, Glascow-W VH Merelsnet, I'm Special de Muze, Quartz Ask, Rockland, Untouchable, Uriko, Vivant vd Heffinck, Zirocco Blue og Zuccero.

Copyright Ridehesten.com
401 Møllegårdens Fair Play.

Dressurkollektion med ubegrænsede muligheder

De 44 dressurføl byder på ubegrænsede muligheder med masser af kvalitetsføl med potentiale til de store dressurbaner, og i blandt dem er adskillige hingsteemner og hoppeføl, der vil kunne løfte avlen i fremtiden. Kollektionens første føl, Møllegårdens Fairplay, der er efter den tyske hingst Florenz, har millionærhoppen Møllegårdens Cabaret som mor. Denne hoppe har leveret adskillige topauktionsføl og succesfulde dressurheste. Lissau's Gauguin er et betagende smukt og velgående hingsteføl efter topfølproducenten Franklin. To helsøstre til Gauguin blev solgt på elitefølsauktionen i 2016 og 2017, og Lissau's Ginger var auktionens dyreste føl i 2016.

Copyright Ridehesten.com
414 Lissau's Gauguin.

Endnu et besnærende hingsteføl efter Franklin er Netstutteriets Fazza, som har en af den tredobbelte verdensmester Sezuans helsøstre som mor. Blandt auktionen topføl er der også flere meget lovende hoppeføl som fx følskuevinderen Remember Me efter den unge, internationale Grand Prix-hingst Don Olymbrio og trukket på en hoppe efter navnkundige Sezuan.

Hos de mange lovende dressurføl finder man også faderhingste som Blue Hors Fifty Cent, Blue Hors Hotline, Blue Hors Zackerey, Bøgegaardens Santiago, D'Avie, Floriscount, Foundation, Franziskus, Freischütz, Hesselhøj Donkey Boy, Quantensprug, Quaterhit, Revolution, Romeo, Sandro Hit, Scolari, Sir Donnerhall I, Valverde og Valløs Dreaming Marong.

Copyright Ridehesten.com
457 Rember Me.

Detaljerede beskrivelser, stamtavler, foto og video findes på: Kollektion til Dansk Varmblods Elitefølauktion.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen