OL i Tokyo

22-01-2021 19:34

Thomas Pelle Veng

Denne måneds ”gæst” hedder Kazuki Sado. Kazuki kommer fra Kyoto, cirka 500 kilometer vest for den olympiske by i Tokyo, og er en af de fire dressur-samuraier, som har fået æren af at repræsentere solens rige ved det forestående OL

Copyright Ridehesten.com
Kazuki sammen med sine to drenge, og en Japansk vulkan i baggrunden.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Til trods for at de danske spring-, military- og dressurryttere aldrig har været bedre ridende, hænger håbet om OL i Tokyo igen i et tyndt træktov, og landet med de lyserøde kirsebærtræer og tykke mænd i voksenbleer virker længere væk end nogensinde før. Jeg får helt ondt i maven af at tænke på de mange ekstra timers træning og søvnløse nætter, de langstøvlede atleter skal igennem, hvis træktovet endnu engang knækker på grund af COVID-19.

Nye horisonter
Efter at have brugt de seneste to år på at dokumentere den vestlige verdens grå eminencer følte jeg, at tiden var inde til at udvide min horisont og vende kikkerten mod mere fremmede ridebaner. Med ovennævnte in mente kunne jeg ikke komme i tanke om et bedre sted at begynde end landet med de mange vulkaner og mere end tusinde øer i det vestlige Stillehav.

I min evige jagt på heste-vantro heste- og ponyfædre, og de ofte umenneskelige vilkår disse stakler må leve under, har jeg talt med ligesindede fra Danmark, Sverige, Tyskland, Holland, Spanien og sågar Australien. Men findes der mon også halvtykke, uvidende og altid økonomisk udfordrede heste- og ponyfædre i landet med de rå fisk og forkælede køer? For at få svar på det spørgsmål kontaktede jeg Kazuki Sado. Kazuki er 36 år, far til to drenge på seks og fire år, og nr. 211 på FEI´s verdensrangliste i Dressur.

Copyright Ridehesten.com
Kazuki til stævne i Holland.

Japan Racing Association
I modsætning til de fleste andre ryttere arbejder Kazuki Sado for en organisation og ikke en salgsstald. Organisationen, som hedder Japan Racing Association (JRA), er uden sammenligning den altdominerende kraft i Japan, når det kommer til ridesport. JRA´s primære indtjeningskilde er deres 10 store væddeløbsbaner. Men udover hestevæddeløb driver JRA to hestehospitaler, en skole for professionelle ryttere såvel som staldpersonale og er en fremtrædende forkæmper for hestevelfærd. Men JRA er meget mere end det og kan vel bedst beskrives som en blanding af Klampenborg Galopbane, Dansk Rideforbund og Helgstrand Dressage.

Hestehoteller og Yen
Der er kun få, som ejer deres egen hest i Japan, og næsten ingen har den gående hjemme på sushi-farmen. Discipliner som spring og dressur er langt mindre udbredt i Japan end i Europa, og de betragtes i høj grad som en rigmandssport. Og ligesom i Europa er der flest kvindelige ryttere. ”Hvad årsagen til skævvridningen mellem mænd og kvinder er (ca. 70/30), ved jeg ikke, men det var ikke altid lige sjovt at være den eneste dreng, som gik til ridning,” fortæller Kazuki.

Ifølge Kazuki er de få ponyer, som er at finde på de japanske rideskoler, oftest i mangel af bedre ord en form for Kobe-ponyer, som børn kan klappe og forkæle, for ponyspring- og dressurstævner er så godt som ikke eksisterende. Dengang Kazuki selv begyndte til ridning som femårig, var hans første hest da også en pensioneret fuldblods væddeløbshest.

I landet med det rød-hvide flag mere end 8.500 kilometer herfra avler man som udgangspunkt ikke spring- og dressur-ponyer. Derimod avles der en del ponyer til at trække solskoldede turister med mavetasker og Birkenstock-sandaler rundt på, såvel som til landets mange væddeløbsbaner. For hestevæddeløb og i særdeleshed væddeløb på fuldblodsheste er meget populært på øbuen øst for den koreanske halvø.

Copyright Ridehesten.com
Hvis der skulle være nogen tvivl, så er Kazuki Sado fra Japan.

Ponyfar på japansk
Hvordan vil du beskrive en japansk ponyfar? ”En ponyfar er for mig en, som ofte bakker op om deres børns sport, selv om han ikke altid sætter sig ind i den.”

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvad med din egen far? ”Min far har aldrig redet eller sågar rørt ved en hest. Han har dog været med til at reparere indhegningen en gang i mellem, og så var han altid rigtig god til at køre mig til træning, dokumentere det hele på video, og selvfølgelig betale. Jeg tror faktisk, at min far i forhold til mange af de andre fædre var en ret god ponyfar, nu når jeg tænker over det.”

”I Japan er det ret normalt, at forældre blot sætter deres børn af til træning. Vender bilen og tager tilbage på arbejde, indtil børnene skal hentes. Jeg kan tydeligt huske, hvor overrasket jeg blev, da jeg så, hvor mange fædre der kørte med hestetrailer, dengang jeg flyttede til Holland for at træne op til OL. I de fleste stalde er der fædre, som dag ud og dag ind trækker rundt med deres børns ponyer og hjælper dem med at sadle op. I Japan er forældrenes vigtigste rolle at filme og klappe, for alt det med at køre med trailer klarer rideklubbens personale.”

Her slutter interviewet med Kazuki Sado.

Tokyo eller Taastrup
Det første der springer mig i øjnene, er det tilsyneladende globale, og delvis frivillige monopol vi ponyfædre har på at dokumentere vores nanorytteres opvækst gennem et kamera. Og uanset om man kommer fra Tokyo eller Taastrup lader det til, at vores stolte ”race” oftest er at finde på tilskuerrækkerne mens andre trækker rundt med vores mini-rytter. 

Den største forskel på livet som ponyfar i Japan og Danmark syntes dog at være mængden af tid vi bruger sammen med vores tronarvinger. Tænk blot på al den tid man ville have til sig selv, hvis man som de japanske forældre blot skulle sætte ungerne af i den lokale rideklub, og kører igen, for slet ikke at tænke på de mange timers trailerkørsel, som ikke længere ville indgå i ponyfars pensum. Nu jeg tænker over det, er jeg ret glad for at jeg bor i Danmark. For selv om onde tunger siger, at ponyfædre skal ses og ikke høres ;O), ændrer det ikke på, at jeg elsker den tid jeg tilbringer sammen med min datter.   

Hvor ponyfar-kajakken tager os hen næste gang, må tiden vise. Måske en tur til USA, hvem ved.  

Hilsen

Ponyfar - Thomas Pelle Veng

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen