Økologisk hestehold

14-04-2016 11:30

Britt Carlsen

Ønsker du, at dit hestehold skal være økologisk? Hvordan er reglerne, og hvad skal man gøre?

Copyright Ridehesten.com

I EU-reglerne er heste omfattet af de samme regler for dyrehold på økologiske bedrifter som f.eks. kvæg og svin m.v. Det er de, fordi andre EU-lande har traditioner for at holde heste til kødproduktion. For at håndtere et typisk dansk hestehold inden for økologireglerne er der indført en særlig “hesteordning”. Til og med fire heste eller ponyer med tilhørende føl kan holdes under reglerne for “husdyrhold til eget brug”. Der er ikke er krav om, at dyrene skal omlægges eller overholde særlige regler. Gødning fra heste til “eget brug” kan indgå i kvoten for økologisk gødning på bedriften.

Hesteordningen
Er der mere end fire heste på bedriften og eventuelt opstaldet heste fra andre bedrifter/personer kan de tilmeldes under hesteordningen. Der er ingen begrænsning på antallet af heste, som kan holdes under ordningen. Gødningen regnes som konventionel, og mængden af gødning betyder, at der skal være et vist areal til rådighed til udbringning. Hestene bliver ikke omlagt og kan ikke sælges som økologiske.

Registrering og indberetning
Det samlede antal heste, der er opstaldet på bedriften under hesteordningen skal indberettes i den årlige økologi-indberetning i fællesskemaet. Hesteordningen giver mulighed for frit at tage egne heste ind og ud af bedriften, og at ikke-økologiske heste fra andre bedrifter/personer kan komme ind under ordningen. Der er hverken krav til, hvilken type bedrift hestene kommer fra eller hestenes alder. Det gælder både for andres heste, og når der købes nye heste, som skal indgå i hesteordningen.

Foder
Alle heste skal fodres med økologisk foder – grovfoder, korn og lignende, når de er på bedriften, og det skal dokumenteres med en foderplan/oversigt over de fodermidler, der bruges. Godbidder behøver ikke at være økologiske.

Kilde: SEGES

 

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner