Trine Askjær-Jørgensen
Den 1. januar 2020 bød Dansk Ride Forbund Kimi Nielsen tilbage som elitechef, hvor hun blev det på tværs af disciplinerne dressur, springning og military. Kimi har tidligere været ansat i DRF, idet hun fra 2008 til 2017 var først holdleder og bagefter Elite- og talentchef for dressur. I 2020 samlede hun så tøjlerne op igen, men allerede dengang lød aftalen på bare to år, fordi som Kimi selv siger:
– Jeg sagde, at de skulle ikke forvente en lang ansættelse, fordi jeg nærmede mig jo pensionsalderen. De to år, jeg lovede, er gået nu den 31/12. Jeg har været på arbejdsmarkedet i 46 år, så nu er det tid til at takke af og nyde livet sammen med min dejlige mand, Bjarne, mens vi stadig kan. Nu skal vi hygge os med vores børnebørn, spille golf osv.
De seneste to år har Kimi arbejdet på tværs af de tre discipliner (dressur, springning og military) med fokus på både kortsigtede resultatmål og mere langsigtet udvikling, men pr. 31. december 2021 fratræder hun nu rollen og giver tøjlerne videre til nye kræfter.
Direktør for Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt fortæller på deres hjemmeside:
– Det er med stort vemod, at vi siger farvel til Kimi, da hun har gjort en kæmpe forskel for talent- og elitearbejdet på tværs af disciplinerne og dermed har styrket rammerne for det langsigtede udviklingsperspektiv i ridesporten. Samtidig har vi dog også fuld forståelse for, at hun nu føler, det er tid til at prioritere og fokusere anderledes.
Kimi vil fortsat fungere i rollen og være tilgængelig frem til sin fratrædelse den 31. december.