Nathalie og Fifty Cent placeret i Inter I-debut

23-09-2023 13:02

Trine Askjær-Jørgensen

Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Blue Hors Fifty Cent har igen i dag været til start ved det internationale dressurstævne i tyske Hagen, og det er blevet til en topplacering i, hvad der var ekvipagens Intermediaire I-debut

Copyright Ridehesten.com
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Blue Hors Fifty Cent. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Denne weekend repræsenterer Nathalie zu Sayn-Wittgenstein de rød-hvide farver ved det internationale dressurstævne i Hagen, Tyskland. Her gjorde hun og Blue Hors Fifty Cent e. Franzikus/ Donnerball (opdr. Linda Falensteen & Martin Strande) allerede på førstedagen, torsdag, rigtig flot figur med en tredjeplads i den 1-stjernede Prix St. Georges

I marts 2023 vente Nathalie efter nogle års pause tilbage til stævnebanerne, hvor hun stævnedebuterede 9-årige Fifty Cent i Prix St. Georges. En måneds tid senere red hun så Nürnberger Burg-Pokal-kvalifikationen i Hagen, en turnering for tyske dressurheste i alderen 7-9 år på Prix St. Georges-niveau.

I torsdags stod den som bekendt på Prix St. Georges, mens turen i dag var kommet til Intermediaire I på 1-stjernet niveau. Her havde ekvipagen en flot debut, som blev belønnet med 72,206% og en andenplads lige efter tyske Frederic Wandres med Quizmaster FRH e. Quasar de Charry/ Velten Third, som red til præcist 1% mere, nemlig 73,206%.

Copyright Ridehesten.com
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Blue Hors Fifty Cent. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Historien om Nathalie og "Fifty"
Tilbage i 2014 købte Nathalie zu Sayn-Wittgenstein føllet Fredendals Fifty Cent på Dansk Varmblods Elitefølauktion, som i forbindelse med, at Blue Hors klargjorde og stillede hingsten til kåring i Herning som 3-års og derefter udbød ham som avlshingst, ændrede navn til Blue Hors Fifty Cent.

I tre år stod Fifty Cent tilgængelig som avlshingst på Blue Hors, hvor berider Allan Grøn stod for at uddanne ham. I efteråret 2019 flyttede hingsten så til Berleburg Slot i Tyskland, som det hele tiden havde været planen, og siden da har Nathalie arbejdet på at uddanne ham mod dressurens højeste niveau, og han er blevet kastreret.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Læs mere om Nathalie og Fifty Cent i vores profilartikel med dem i magasinet Ridehesten august 2022.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Se video af ridtet nedenfor:

 

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen