Nathalie er stoppet som landstræner i dressur

17-11-2021 16:33

Annika Knudsen Lorentsen

Der er et nyt elitesetup på vej i Dansk Ride Forbund indenfor seniordressur, og det betyder store ændringer, som blandt andet betyder at Nathalie zu Sayn-Wittgenstein takker af som landstræner fra dags dato

Copyright Ridehesten.com
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I en pressemeddelelse beskriver Dansk Ride Forbund de optimeringer, de vil foretage frem mod OL i Paris 2024. Optimeringerne indebærer et nyt elite setup og i den forbindelse stopper Nathalie zu Sayn-Wittgenstein i sin rolle som landstræner fra dags dato. DRF skriver følgende:

Fokus på optimering frem mod Paris i 2024
OL i Tokyo er nærmest kun lige overstået, men det betyder ikke, at der er tid til at hvile på laurbærrene i teamet omkring den danske seniordressur. Tværtimod. Planlægningen frem mod OL i Paris i 2024 er nemlig allerede nu i fuld gang, og det indebærer bl.a. optimering af elite-setuppet. Direktør i DRF Morten Schram Rodtwitt fortæller:

– Målsætningen for dressuren ved OL i Paris er klar; vi skal have to medaljer med hjem. Derfor har vi sammen med Team Danmark kigget ind i, hvordan vi kan optimere rammerne og vilkårene mest muligt for vores atleter, således vi forløser vores fulde sportslige potentiale, og vi tror på, at løsningen er at tilknytte ikke bare én men flere top-ressourcer.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Farvel til Nathalie
Ændringen betyder konkret, at Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fratræder sin nuværende stilling som landstræner pr. dags dato efter lidt over fire år på posten. Det var DRF’s ønske at fortsætte samarbejdet med landstræneren ved i stedet at tilknytte hende som en gennemgående figur i det nye ekspertteam, men det tilbud har landstræneren desværre valgt at takke nej til.

– Som landstræner har Nathalie gjort en fantastisk indsats, siden hun tiltrådte i 2017. Det sportslige niveau inden for seniordressuren har måske aldrig været højere, end det er nu, og det har Nathalie en stor andel i. Vi havde håbet, at vi kunne holde hende i folden som en del af det nye ekspertteam, men det har desværre ikke kunnet lade sig gøre. Vi respekterer dog hendes valg og sætter stor pris på det gode samarbejde, vi har haft gennem de seneste fire år, fortæller Morten Schram Rodtwitt.

Copyright Ridehesten.com
Holdleder Anne-Mette Binder sammen med den nu tidligere landstræner i dressur Nathalie zu Sayn-Wittgenstein i Hagen tidligere på året. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Ekspertteamet kobles på forud for VM
Arbejdet med at sammensætte det nye ekspertteam er allerede i fuld gang, og det forventes, at gruppen vil blive bragt i spil allerede i løbet af foråret. På den måde får rytterne og deres trænere glæde af de optimerede rammer allerede frem mod VM i Herning i august 2022.

Også justeringer i ungdomsdressuren
Som den opmærksomme læser vil have bemærket, omfatter det nye elite-setup kun seniordressuren og ikke U25-delen, som det ellers har været tilfældet. Det skyldes, at ansvaret for U25-rytterne lægges over på den nuværende ungdomslandstræner, Dennis Fisker, og samtidig etableres der en ny, selvstændig landstrænerrolle for ponydressuren med start pr. 1. januar. Denne stilling vil blive slået op torsdag den 18. november. De annoncerede observationssamlinger for U25-ryttere gennemføres som planlagt den 11.-12. december i samarbejde med Dennis Fisker.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner