Dansk Varmblods springhesteavl er på rette vej. Her ses unghestechampionatsvinderen og UVM-deltageren Chinett Ask redet af Maria Bjørnkær Bennedsgaard. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I det nye nummer af magasinet Ridehesten fortæller berider Johnny Hansen, disciplinansvarlig for springning i Dansk Varmblod, om, hvordan bedømmelsen af hestens springteknik har ændret sig i moderne springsport.

– Da jeg i sin tid var testrytter i unghestechampionatet, hvor springhestene også skulle løsspringe, fik hestene en karakter for bascule, hvor man hovedsagelig bedømte, hvordan hesten rundede sig over ryggen og sænkede hovedet, indleder han. Når hestene så rundede sig meget omkring skulder/mankepartiet og stak hovedet dybt ned mellem forbenene, opnåede de de højeste karakterer.

– Problemet med de heste var bare, at de landede dybt på forparten, og i forhold til springning på baner, og især i kombinationer, er det meget upraktisk. Jeg var testrytter i unghestechampionatet i 13 år, og mange af de heste, som blev højt bedømt for deres bascule, så vi aldrig på konkurrencebanerne i klasser højere end 1.30, fortsætter Johnny. De var for upraktiske i deres springteknik.

Holdningen til, at hestene skal springe med en imponerende bascule, er hovedsagelig opstået i Holsten, hvor det ser imponerende ud, når hesten hænger oppe i luften, helt rund og med mulen mellem forbenene. Den form for springteknik passer ikke til de baner, som bygges i dag. De fordrer, at hestene hurtigt kommer videre efter springet, at de ikke bruger unødige sekunder på at hænge oppe i luften, højt over forhindringerne, og i forhold til hestenes sundhed, skal de ikke lande tungt på forparten efter forhindringen.

– Og hvordan skal heste, med den gammeldags holdning til bascule, kunne se op og komme op over den næste forhindring i en trekombination, hvis de lander med mulen næsten helt nede ved jorden?, fortsætter Johnny. Heste med den springteknik er også ubehagelige for rytteren at være på i landingen, og så skal der arbejdes for meget fra rytterens side for at få hesten på plads i balance før det næste spring, tilføjer han.

På baggrund af ovenstående er holdningen til bascule, og hestens springteknik generelt, ændret de senere år. I dag taler dommerne ikke så meget om bascule, men de har mere fokus på, om hesten er smidig i overlinjen, har en naturlig balance samt dens generelle springteknik.

Læs mere om springteknik og den ideelle springhest i dag i månedens nummer af magasinet Ridehesten.