Lone: Det er mega fedt!

25-01-2020 18:32

Lone Bang Larsen og Bakkely's Onandt har denne weekend været til start i deres allerførste World Cup. Startlisten var præget af et stjernespækket felt af dygtige ekvipager, men den danske ekvipage opnåede deres målsætning om at komme i finalen

Copyright Ridehesten.com
Lone Bang Larsen og Bakkely's Onandt i Amsterdam. Foto Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 45-årige dressurrytter Lone Bang Larsen repræsenterer Danmark ved det store World Cup stævne i Amsterdam sammen med den danskopdrættede Bakkely's Onandt e. Onassis/Michellino (opdr. Preben Hald). Det er hendes første World Cup med den 13-årige hingst, og stævnet har i den grad været en succes.

– Det er mega fedt, sådan lyder Lone Bang Larsens første kommentar, da Ridehesten snakker med hende lørdag eftermiddag.

Lone Bang Larsen red ind på banen i sin første World Cup Grand Prix fredag formiddag, hvor det blev til en flot 15. plads med 69.696 %.

– Vi havde en rigtig god tur i går. Han var desværre lidt tændt i vores indridningsparade, og det kostede på point, fortæller Lone, og fortsætter. Men da jeg så startlisten, var vores mål at komme i finalen, og det gjorde vi.

15 ekvipager red på banen i dagens kür, hvor der skulle kæmpes om placeringerne i et stjernespækket felt af ekvipager. Lone Bang Larsen og Bakkely's Onandt leverede et rigtig fint ridt. På trods af lidt flere fejl i dag  lykkedes det ekvipagen at avancere en plads, nemlig til en flot 14.plads med 74,370 %.

Men hvordan forbereder man sig egentlig til et World Cup stævne? Lone Bang Larsen og Bakkely's Onandt  skulle oprindeligt have været til start i Doha om en måneds tid, men så kom muligheden for at stille til start i Amsterdam. Det har samtidig betydet, at hun kun har haft 2 ugers forberedelse, inden hun skulle på banen og måle sig med nogle af verdens allerbedste ryttere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Onandt har efter vores start på Blue Hors fået fri henover jul og nytår. Efter nytår satte jeg ham op i træning igen, og vi var til træningssamling hos Nathalie for halvanden uge siden. Han har så fået fri nogle dage, hvorefter vi red mandag og tirsdag, inden turen gik mod Amsterdam onsdag. 

Lone Bang Larsen fortæller, at Onandt er inde i en stor udvikling. Hun kan tydeligt mærke, at han er vokset af den her oplevelse.

– Det er et mega fedt stævne. Jeg har aldrig set så stærkt et felt til et stævne. Alle snakker om det hernede, fortæller Lone om den gode stemning ved World Cup stævnet, og fortsætter – Jeg kan virkelig mærke, at han er blevet mere voksen af den her oplevelse. Det er så godt for ham. Det er ikke noget som, man kan øve til landsstævne derhjemme. Jeg er så stolt, lyder det fra Lone, der samtidig fortæller, at der er mange flere point at hente i ham. Når alle småtingene kommer på plads, så bliver det virkelig godt. Han har bestemt ikke gået sit maksimum, og vi har fået så meget ros.

Nu går turen hjemad for den danske ekvipage. Den kommende uge står på let træning for Onandt.

– Den næste uge skal vi i korte bøjler og så galopere i skoven. Det elsker han, slutter Lone.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner