Lisbet Seierskilde som ny landstræner for ponydressur

06-12-2021 16:55

Annika Knudsen Lorentsen

Pr. 1. januar 2022 får ponydressuren igen en selvstændig landstræner, når Dennis Fisker videregiver ponystafetten og i stedet tilføjer U25-rytterne til sit ansvarsområde. Det er langt fra ukendte hænder, der tager over. Lisbet Seierskilde, der det seneste års tid har været tilknyttet ponydressuren som ekstra ressource, har nemlig takket ja til rollen

Copyright Ridehesten.com
Lisbet Seierskilde. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Oprettelsen af den selvstændige landstrænerrolle i ponydressuren kommer som et led i en yderligere styrkelse af talent- og elite-setuppet, og derfor har der været store forventninger til de mulige kandidater: 

– Det har været helt afgørende for os at finde en person, som både har de ridemæssige og personlige kompetencer til at kunne samle, inspirere og motivere rytterne og deres trænere, og som kan indgå i et tæt samarbejde med både Dennis og vores nye elitesportschef, Anne-Mette Binder, for at sikre et godt flow hele vejen op til seniorrækkerne. Lisbet matcher alle de krav, så vi kunne ikke være mere tilfredse, fortæller direktør i DRF Morten Schram Rodtwitt.

Copyright Ridehesten.com
Lisbeth Seierskilde og Jonstrupgaardens Cocio. Foto: Ridehesten.com/Maria Schacht
Nyheden fortsætter efter annoncen

Brænder for talentudvikling
Lisbet har været en del af de danske ungdomslandshold fra pony til U25, og har som senior blandt andet opnået DM-guld, OL-deltagelse og en finaleplads ved EM. Hun er uddannet Cand.merc.HRM med speciale i motivation og ledelse, og driver til hverdag Jonstrupgårdens rideskole, som huser dressurryttere på alle niveauer. Hun er særligt kendt for talentudvikling, og har de senere år haft flere landsholdsekvipager under sine vinger. Det seneste års tid har hun desuden være tilknyttet ponydressuren i et tæt samarbejde med Dennis Fisker, som hun altså nu overtager det fulde ansvar fra. Og Lisbet glæder sig til den nye rolle: 

– For mig er det en gave at få lov til at understøtte talentudviklingen af næste generation af danske dressurryttere. Det er et stort ansvar, og jeg vil gå ydmygt, men med stort gå-på-mod, til opgaven, fortæller hun.

Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner