Lær at springe

08-08-2018 16:09

Når grundridningen , gymnastikken og øvelserne er på plads, kan du passende begynde med springningen.
À tempo er en springøvelse over en serie af forhindringer, hvor hesten sætter af i et nyt spring sekundet efter landingen fra det tidligere. Denne øvelse er god til at forbedre hestens afsæt og til at styrke dens muskulatur, og samtidig er den også velegnet til heste, der løber mellem springene

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når man starter med at springe, er det vigtigt, at både hest og rytter er helt trygge ved opgaven. Derfor kan det være en god idé at starte med at ride over bomme på jorden. En enkelt bom placeret på midterlinjen eller på langsiden er ganske nyttig, når man første gang skal styre hesten hen imod noget, der senere kan byges op og erstattes med en virkelig forhindring.

Begynd med bomøvelser
Når du har prøvet at ride over en enkelt bom i alle gangarter, kan du lægge flere efter hinanden, så de danner en lille serie af bomme, som hesten enten skal skridte eller trave henover. Her er det vigtigt, at din pony er fuldstændig ligeudrettet, og at en går frisk fremad. Når du senere skal ride en hel bane, er det nemlig en stor fordel, at hesten hverken skyder skulderen ud eller tøver. Hvis din pony studser lidt over serien, skal du klemme med schenklerne og støtte på tøjlen - og så vil den helt sikkert fortsætte over på den anden side af bommene. Disse øvelser er blandt andet med til at styrke både din og hestens koordinationsevne og er dermed et skridt på vejen til at springe større serier, der består af enten kryds, cavaletties eller høje forhindringer.

Spring på kryds og tværs
Hvis bomserien er i skabet, kan du og din pony så småt begynde at springe kryds. Et krydsspring er meget indbydende for hesten, og det hjælper den til at springe lige over forhindringen, idet springet er højere i siderne end på midten. De første par gange er det en god idé at lægge en opspringsbom ca. 1,5 m foran springet for på den måde skærpes ponyens opmærksomhed, og kan gøre det lettere for dig at bedømme afstanden hen til forhindringen. Efterfølgende kan du også placere en bom bag krydset, og derved vænne ponyen til, at der både skal arbejdes før og efter springet. Dette er blandt andet med til at forbedre hestens teknik og gøre den mere forsigtig, idet den hurtig skal løfte og omrokere bentøjet, så den ikke rammer bommene. 
Du kan altid tilføje flere bomme både bagved og foran til serien og lave længere afstand mellem dem, og dermed lade din pony gå et eller flere galopspring mellem bommene, før den når til krydset. Du kan lægge en bom ca. 8 m. før opspringsbommen til springet, og ligeledes bagved, og derved får du 2 galopspring fra den ene bom til den anden. Er din pony godt skolet, kan du endda veksle med galopspringene og korte den så meget, at den kan gå på 3 galopspring mellem de første to bomme, og så 2 igen mellem springet og den sidste.

Cavaletties og et fremadrettet blik
Krydsspring med bomme på jorden er en god måde at træne ponyens koncentration på ligesom " à tempo-serier". Det er en lidt sværere øvelse end den forrige, men så snart din pony har klaret krydsspringet med én eller flere bomme foran og bagved, er den ved at være klar til à tempo-serier. I en à tempo-serie sætter hesten af i et nyt spring sekundet efter landingen fra det tidligere, og i starten vil hesten trykke sig lidt på springene, idet 5 cavaletties på linje ser ud af meget. Hold tempoet nede, og kig ud over den sidste cavaletti, så hesten opfordres til at fortsætte frem over dem i stedet for til siden. Løsn grebet fra tøjlerne oppe i springet, så hesten får mulighed for at bruge sig optimalt, og sid altid i let sæde henover serien. 
Når serien med cavaletties er ren rutine, kan du udskifte dem med lidt større forhindringer eller tilføje et spring for enden af dem - et galopspring længere væk. De små spring vil få hesten til at arbejde godt i bagbenene og hele kroppen i mod den sidste, forhindring, og derved vil man få et enormt kraftuldt og lækkert spring - og efter at have redet denne øvelse gentagne gange, vil man til sidst kunne få et sådant spring, uanset om det er sidste led i springserien eller ej.

Sid rigtig - rid rigtigt
Når du rider hesten mod et spring, gælder de samme opstillingsregler som i dressur. Ryggen skal være rank, og der skal være en lige linje mellem hæl, hofte og hoved. Det er vigtigt, at du altid ser lige ud mellem hestens ører og sørger for, at den bevæger sig snorlige frem over stepperne. Hånden skal være blød og eftergivende, og selvom springet er blevet større, skal du stadig holde samme rolige rytme som før. Over springene skal du læne dig frem over hesten, og det kræver, at dine bøjler er omkring 2 huller kortere end normalt. På den måde får du et godt springsæde, hvor det ikke blot bliver nemmere at rejse sig fra sadlen og følge med hesten over forhindringen, men også langt mindre besværligt at ride let sæde på de lidt længere strækninger, for at skåne hestens ryg.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner