Thomas Bach Jensen
15-årige Kristian Würtz Green kunne i aftes med stor glæde meddele, at han har indgået et samarbejde med Stald Bøgegården om deres 8-årige hingst Bøgegårdens Santiago e. Soliman de Hus/ Wesley.
– Jeg er mega glad og taknemmelig for at dette kunne lade sig gøre, og jeg glæder mig til fremtiden, fortæller Kristian, der samtidig løfter sløret for, at han og Santiago kommer til start i Herning.
Kristian har haft stor succes både som pony- og juniorrytter, og i 2017 var han en del af det sølvvindende danske landshold ved EM for ponyer i Kaposvár, lige som han red DM for juniorer. Han har ligeledes haft succes som ungrytter i Ecco Cup'en med sin families hjemmeavlede Schuberts Don Diablo e. Blue Hors Don Schufro/ Racot.
I november måned sidste år indgik familien Würtz Green et samarbejdet med Stald Bøgegården om den lovende unghingst Birkedals Aston e. Bøgegårdens Alphabeat/ Solos Landtinus (opdr. Sara Kliver), der nu lyder navnet Schuberts Aston og er tilmeldt hingstekåringen i Herning.
Bøgegårdens Santiago er uddannet af berider Silje Bakken, og ekvipagen har de senere år markeret sig meget positivt i danske og internationale championater med placeringer i både Danmark og Sverige. I 2017 repræsenterede de Norge ved UVM i Ermelo, hvor de sluttede i B-finalen med 75,614% og en sjetteplads.
Også i avlen har Santiago gjort sig godt bemærket med flere hingste udtaget til hingstekåring og Årets Dressurbetonede Hingsteføl 2016, Bøgegårdens Santiago Bernabeu.