Britt Carlsen
Den internationale dressurrytter Agnete Kirk Thinggaard har netop redet med i World Cup finalen i Las Vegas på JoJo AZ, hun og hesten er vel hjemme igen, og nu åbner Agnete og Claus dørene til deres smukke ridecenter på Julianelyst gods og inviterer til et interessant seminar torsdag den 7. maj fra kl. 17.00.
Dressurens Venner har skabt en god tradition for at kombinere foreningens årlige generalforsamling med et spændende seminar med fokus på dressur. Generalforsamlingen forventes at finde sted i tidsrummet fra kl. 17 - 18, og her vil man bl.a. kunne høre HKH prinsesse Benedikte fortælle om aktiviteter i foreningen i det forgangne år.
Efter generalforsamlingen kan vi alle sammen blive lidt klogere på "Hesten i cyberspace" - med undertitlen profesionel videoptagelse til stævner. Herefter kommer der heste på banen i den smukke ridehal. Landstræner for junior- og ungryttere Ulrik G-Sørensen vil fortælle om arbejdet med de unge talenter. Det gør han samtidig med, at et par af talenterne viser deres kunnen til hest. Dyrlæge, international dressurdommer og medlem af FEIs dressurudvalg Hans-Christian Matthiesen vil fortælle om Dansk Ride Forbunds nye tiltag: Korrekt dressurridning. Og man er naturligvis velkommen til at stille spørgsmål undervejs.
For at kunne deltage i seminaret kræves der gyldigt medlemsskab af foreningen, men det kan man erhverve sig på stedet, og prisen er 1000 kr. for et aktivt medlemsskab og 200 kr. for medlemsskab af støtteforeningen. Man kan også tilmelde sig online ved at følge linket her.
Adressen er: Julianelystvej 1 · 8752 Østbirk