Jens Kronborg til Lykkeshøj Rideklub

11-08-2015 13:41

Pr. 1. september har Lykkeshøj Rideklub ansat Jens Kronborg som daglig leder

Copyright Ridehesten.com
Jens Kronborg.

Jens er uddannet instruktør i regi af Dansk Ride Forbund og kommer fra en stilling som adm. direktør ved Vilhelmsborgs Hestesportscenter, hvor han de sidste fem år har haft ansvaret for bl.a. drift, økonomi og arrangementer. Jens har en lang karriere i hesteverdenen bag sig og har bl.a. været ansat i Dansk Ride Forbund som udviklingskonsulent, hos flere rideklubber og på hingstestation Klosterheden.

Via jobbet på Vilhelmsborg, hans mangeårige gerning som fast speaker ved Nations Cup- og World Cup-stævnerne i Odense, ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, på Blue Hors, samt ikke mindst ved EM i dressur, springning og paradressur i Herning 2013. Jens har derfor gennem årene høstet solid erfaring med planlægning og afvikling af store hestesportsbegivenheder helt op på internationalt mesterskabsniveau.

Jens har været aktiv rytter siden han var syv år gammel og har konkurreret på Prix St. Georges-niveau i dressur og MB-niveau i springning. De senere år har han dog kun trænet dressur, hvor han såvel som at vinde og være placeret i championater og egnethedstester for ungheste og kvalificere et par egne heste til deltagelse i Unghestechampionatsfinalen i Herning, også har uddannet flere heste helt til Grand Prix-niveau.

Jens og hans samlever Mille har pt. selv tre DV-dressurhopper på hhv. 4, 5 og 10 år, som flytter ind på Lykkeshøj i løbet af de kommende måneder.

Jens vil fra uge 33 være at finde på Lykkeshøj tirsdage og onsdage indtil 1. september, hvor han starter op på fuld kraft. I august og fremadrettet vil det også være muligt at booke enetimer hos Jens samt hjælp til træning af sin hest, ligesom Jens gerne tager heste ind i fuldt arbejde med henblik på salg, kåringer, med mere.

Kilde: lykkeshoej-rideklub.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner