Anna Pørtner
Dagens og stævnets allerførste A-finale blev i dag afviklet for 7/8-års hestene, hvor i alt 29 ekvipager var til start. Klassen blev redet i en metode B1, hvilket vil sige, at hvis flere ekvipager var fejlfrie i hovedrunden, skulle placeringerne afgøres i en omspringning. 7-års hestenes finale gik i 130 cm, mens 8-års hestene skulle prøve kræfter med 140 cm.
Avlerne af den bedste danskavlede hest i hver årgang af A-finalerne vinder et gavekort til hingstestationerne; Katrinelund, Stutteri Ask, Bøgegården eller Stutteri Volstrup, og i denne klasse var det altså et gavekort til Katrinelund, som avleren for den bedste danskavlede 7- eller 8-års hest vandt.
For at kvalificere sig til denne finale, skulle ekvipagerne have gennemført både første og anden kvalifikation. Flere af hestene havde klaret begge kvalifikationer overlegent, men dagens finale viste sig altså at give lidt problemer for flere af ekvipagerne.
Vi skulle nemlig helt til sjette ekvipage i klassen, før vi fik første fejlfrie runde, og den blev altså leveret af en ung rytter, der selv har uddannet sin hest til dette niveau, nemlig Cecilie Kjær og den hjemmeavlede Double D Z e. Dominator 2000 Z/ Darco, der er opdrættet af Cecilies far, Ulrik Kjær. Parret har redet fejlfrit i begge kvalifikationer, og i dagens finale sikrede de sig altså også klassens første nulrunde.
Der gik dog ikke længe, før vi fik klassens anden nulrunde, for Christian Jansen sikrede nemlig omspringningen med DV-hesten Narciso Blue e. Zirocco Blue/ Numero Uno (opdr. C. de Dreu). Parret var fejlfrie i første kvalifikation, havde en bom i anden kvalifikation, men i dag sikrede de altså en omspringning i finalen, da de strøg fejlfrit over målstregen.
Det var da også kun Cecilie Kjær og Christian Jansen, der formåede at klare sig fejlfrit igennem banen for 7-års hestene, og det betød selvsagt også, at der kun var to 7-års heste med i omspringningen, inden banen blev sat op til 140 cm højde, og de ni resterende ekvipager skulle på banen.
Malene Lykke Nielsen og Dame De Knocke Z e. Diamant De Semilly/ Action-Breaker lagde ellers rigtig flot ud som anden ekvipage til start hos 8-års hestene, da de var fejlfrie på forhindringerne, men desværre sneg der sig en enkelt tidsfejl ind, hvilket holdt ekvipagen fra den eftertragtede omspringning.
Christian Jansen var altså suverænt godt ridende i dagens finale, og da han kom på banen med den 8-årige Cordento II DWB e. Cornet Obolensky/ Cardento (opdr. Linus Camitz) sikrede han sig altså den tredje plads i omspringningen. Selvom den sidste linje med de to lodrette var en smule spændende, klarede ekvipagen sig altså fejlfrit i mål - som den første 8-års ekvipage.
Der gik ikke længe, før den anden 8-års ekvipage ville være med i omspringningen. Det var nemlig Christel May Worre med den hjemmeavlede DV-hest Worres Zauberfee e. Frodo Ask/ Baccarat XX (opdr. June og Mogens Worre-Jensen), som til trods for en noget spændende trekombination red sig til en plads i omspringningen.
Klassens allersidste ekvipage, Kamilla Grauff Albrektsen og DV-hoppen Fair-Na-Branca e. Comme IL Faut Plus/ Rockland (opdr. Ann-Marie Kok og Hans Martin Hansen) ville også være med i omspringningen, og det gjorde de altså med stil. De sikrede sig nemlig klassens hurtigste hovedrunde, og dermed skulle de ride som sidste ekvipage i omspringningen.
Omspringning med fart, spænding og stemning
Første rytter ud i omspringningen var Cecilie Kjær på hjemmeavlede Double D Z, der lagde enormt pres på de resterende ekvipager med en fejlfri og hurtig runde i tiden 45,11 sekunder. Dermed sikrede ekvipagen sig altså den fjerde fejlfrie runde ved dette stævne og lagde sig i spidsen.
Derefter var Christian Jansen på banen med Narciso Blue, og da de strøg over målstregen fejlede tiden bestemt ikke noget. De red nemlig næsten to sekunder hurtigere end Cecilie og Double D Z, men desværre røg en enkelt forhindring rundt på banen, og dermed endte de på fire fejl, men som bekendt havde Christian Jansen jo en chance mere med Cordento II DWB.
Det var da også Christian Jansen og Cordento II, der skulle ud i omspringningen som første 8-års ekvipage, og de lagde sig altså suverænt i spidsen af klassen med en fejlfri runde i tiden 43,66 sekunder, og lagde altså endnu hårdere pres på de resterende to ekvipager.
Omspringningens sidste rytter var Kamilla Grauff Albrektsen med Fair-Na-Branca, der havde én opgave: En fejlfri runde i en hurtigere tid end 43,66 sekunder. Det var da også lige før, at ekvipagen klarede det, men i tiden 45,03 sekunder blev det altså en flot andenplads til ekvipagen, hvilket skubbede Cecilie Kjær og Double D Z ned på en meget flot tredjeplads.
Eftersom det var Cordento II DWB, der i dag vandt 7- og 8-års finalen, var det hans avler, Linus Camitz, der vandt et gavekort til en bedækning hos Katrinelund Hingstestation.
En fantastisk sæson for Jansen
Christian Jansen har gang i en helt fantastisk sæson. Først blev han dansk mester i sadlen på Stenvangs Daiquiri netop her på Stutteri Ask, og i dag red han så Cordento II DWB ind som den bedste 7/8-års hest i år. Da Ridehesten snakkede med Christian Jansen efter klassen, spurgte vi netop ind til den igangværende sæson:
– Jeg er virkelig virkelig glad. De har gjort det virkelig godt alle hestene, synes jeg. I dag havde jeg en 7- og en 8-års hest med, og det er de to ungheste, jeg har. De gik begge fejlfrit i hovedrunden, så det var jo rigtig dejligt.
Hør mere om Christian Jansens to heste, om han oplever nerver inden en omspringning og om hans taktik til at vinde mange rosetter i videoen herunder: