Igen fremgang på travhesteauktion

11-09-2016 11:13

Jesper Elbæk

For 14 dage siden steg priserne med 11% på Derbyauktionen på York Stutteri ved Hørsholm. Lørdag aften var det tid til årets næststørste hesteauktion, nemlig Opdrætterforeningens auktion i Aalborg i forbindelse med Aalborg Store Pris-weekenden, og også hér var der fremgang at spore. Priserne på de solgte heste steg nemlig med 13,9%.

Copyright Ridehesten.com
Aalborg-træner Peter Jensen købte fire heste på travhesteauktionen i Aalborg lørdag aften, hvor priserne steg med knap 14% i forhold til 2015. (Foto: Ole Hindby)

Opdrætterforeningens auktion omfattede denne gang 49 heste. Oprindeligt var der tilmeldt 45 åringer, og dertil skal lægges syv løbsheste. Men da der indløb tre afbud op til dagen, så skulle i alt 49 individer altså under hammeren.

Af disse blev 30 solgt, og dermed en salgsprocent på 61,2%. Det flugter meget godt med tidligere år, for i 2014 blev 42 ud af 67 heste solgt (62,7%) og i fjor blev 34 ud af 57 heste solgt (59,6%).

Gennemsnitsprisen på de solgte heste fik et ordentlig hak opad sidste år, idet gennemsnitsprisen gik fra 19.345 kr. i 2014 til 30.382 kr. i 2015. En stigning på hele 57%! Så kunne man forvente endnu en stigning i år?

Køberne svarede JA. For de 30 heste blev solgt til i alt 1.038.000 kr., hvilket svarer til en gennemsnitspris på 34.600 kr., og altså en stigning på 13,9%. Virkelig imponerende, men der var også nogle imponerende flotte individer blandt auktionshestene.
Dior Sisa blev som forventet dyrest

Topscorer blev - ikke uventet - katalognummer 40 Dior Sisa (Donato Hanover-Tiffany Sisa), som blev solgt til Norge for 115.000 kr.

Næstdyrest var katalognummer 1 Donnatella (Wishing Stone-Super Spira), hvor Aalborg-træner Peter Jensen (billedet) var kvik ved havelågen, og sikrede sig Torben Christiansens opdræt for 75.000 kr. Peter Jensen købte i alt fire heste, og ud over Donnatella fik han også hammerslag på 19 Petruska (45.000 kr.), 30 Der Faust (32.000 kr.) og 38 Dicte Skovsende (32.000 kr.)

Tredjedyrest blev katalognummer 39 Denver (ENS Snapshot-Hippo Photo) med et hammerslag på 70.000 kr. Den gik også til Norge.

Hele salgslisten kan ses på Dansk Hestevæddeløbs hjemmeside - klik HER.

Det sportslige højdepunkt var i eftermiddagens 6. løb, hvor Hoppe Derby-vinderen Amulet gav de bedste hopper i A-årgangen mulighed for revanche. Men det skete bare ikke, for igen var Amulet bedst, og på trods af et vanskeligt startspor i anden række bag startbilen, så vandt Amulet på en flot speed foran Amalie Bork, som havde haft spids undervejs, men som ikke kunne stå imod Amulet.

Copyright Ridehesten.com
Vinderen af Dansk Hoppe Derby, Amulet, gav igen konkurrenterne bagsko i Aalborg Hoppechampionat med den tidligere europa- og verdensmester Birger Jørgensen i sulkyen. (Foto: Ole Hindby)

Der er løb igen på Racing Arena Aalborg igen i dag søndag, hvor der forventes 5-6.000 tilskuere på plads, når Derbyvinderen Axel er til start. Find mere info på Racing Arena Aalborgs hjemmeside www.aav.dk. Løbene starter kl. 14.00.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner