Grethe Næsby
Simon Thorkelin, indehaver af Quiet Stable, har skrevet Danmarkshistorie ved at indtage Rundetårn i centrum af København - på hesteryg! - Det var en sjov tur og ikke mindst at få lov til at skrive Danmarkshistorie. I dag er det nøjagtigt 293 år, 29 dage og 4 timer siden, at den russiske zar Peter den Store red turen. Så det var jo på tide, at en dansker tog udfordringen op, udtaler Thorkelin og tilføjer: - Det kræver gode ben at nå toppen! Gennem tiden har man kunne opleve flere sære måder at bestige tårnet på: Der er mange forklaringer på den underlige spiralgang der fører fra bunden af tårnet og næsten til toppen. En forklaring er at Christian IV ønskede at kunne køre op i vogn, men om han nogensinde var oppe i toppen vides ikke. Siden er tårnet blevet indtaget på forskellig vis: I 1716 besøgte zar Peter den Store København. Han var meget interesseret i astronomi og skulle selvfølgelig besøge Observatoriet på Rundetaarn. Det har ikke været passende for en zar at gå op til toppen så han red til hest, hans kone var med og hun lod sig køre op. I 1902 kom en tysk turist til København med sin, for den tid kraftige bil, en Benz-Gaggenau, han beklagede sig over at vi herhjemme ikke havde bjerge så hans bil kunne vise hvad den duede til. Grosserer Lippert, der netop havde overtaget varelageret fra den likviderede fynske motorfabrik "Citus", kendt for sine trehjulede køretøjer, tog udfordringen op og fik arrangeret en kørsel i Rundetaarn, så dette nye hesteløse køretøj kunne vise hvad det duede til. Journalisten Eric Boesgaard kørte i 1920'erne til tops i tårnet i en Fordvogn. Læs flere sjove historier om Rundetårn i det vedhæftede dokument.