Britt Carlsen
Hvad koster en hest? Hvad koster det at ride internationale stævner? Hvad betyder CSIO og CSI? Hvor mange millioner har Britta Nielsen brugt på ridesporten? PAS – har man lyst til at sige til de mange journalister, som søger oplysninger om ridesporten! Der er ingen tvivl om, at dagspressen har fokus på den ”dyre ridesport”, hvor kun de allerrigeste har mulighed for at være med, som flere medier har konkluderet. Og når pengene, som man angiveligt mener, bl.a. er brugt på ridesporten, mistænkes for at være taget fra de såkaldte SATS-puljer, der skal forbedre levevilkårene for de udsatte i samfundet, ja så har medierne sat tænderne i en god historie.
Medierne søger med lys og lygte efter personer, som kan hjælpe med at forklare ridesporten. Det er jo en sportsgren, som de færreste i mediebranchen (bortset fra fagmedierne) normalt interesserer sig for, overhovedet. Derfor har journalister på flere af de store dagblade samt tv-stationer søgt information om ridesporten bl.a. på Ridehestens redaktion, og det kan være svært at komme ud over ”bordkanten” med en forklaring om, at ridesporten kan dyrkes på mange niveauer og af personer med meget stort spænd i deres privatøkonomi – men at der heller ikke skal herske tvivl om, at det ikke er uden omkostninger at have heste i stalden, som bruges til international ridesport, uanset at det i dette tilfælde er på et lavere niveau. Og på mediernes spørgsmål: Hvad koster en hest, har en medarbejder hos Schockemöhle udtalt til TV2, at hos dem er en hest til en halv million kroner et ”røverkøb”, og de dyre heste kan koste op mod 10-15 millioner kr. Schockemöhle vil dog ikke oplyse, hvor mange penge familien har købt hest for hos dem. Derfor er det mere end svært at finde krystalkuglen frem og spå om, hvor meget familiens engagement i ridesporten har kostet – det ved kun de.
Hvad koster en hest?
Ja, hvad koster en hest egentlig? Det er jo et godt spørgsmål. Vi, der er inde i branchen, ved godt, at det ikke er det samme som at prissætte fodboldstøvler eller tennisketcher. Udbud og efterspørgsel, hestens potentiale, uddannelse – og så det lidt mere diffuse: Passer hest og rytters kemi sammen? Der er mange faktorer, som spiller ind, men hvordan forklarer man det? Der er eksempler på ryttere, som har nået et højt internationalt niveau, på heste de selv har opdrættet. Der er adskillige eksempler på, at man ikke kan købe sig til international succes i vores sport ved blot at investere i en kostbar hest. Træningsflid, talent, godt management og træning, alt sammen er helt grundlæggende for en ekvipages succes – uanset, om hesten har kostet 20.000 kr. eller tyve millioner.
Det mest irriterende ved dette fokus på ridesporten og pengene er, at ridning fremstår som en sportsgren udelukkende for de rigeste, og intet kunne jo være mere forkert, men det er bare ikke en god historie. Der er SÅ mange familier, som dyrker ridesporten som en passion, der ofte involverer hele familien, og blandt dem helt almindelige lønmodtagere.
Det nytter ikke noget, at vi i ridesporten leger ”struds” og håber på, at det hele nok dør ud, når medierne nu begynder at have fokus på, at pengene tilsyneladende også er brugt på et resort i Sydafrika med mere. Og selvom navnkundige Simon Spies sagde, at "al reklame er god reklame", så kunne ridesporten godt have undværet det negative fokus, som vi oplever lige nu. Vi er nødt til at forsøge at forklare vores alsidige sport for dagspressen, så sporten fremstår mere nuanceret i bevidstheden hos de undrende læsere, når fokus på denne sag lægger sig.
Britt Carlsen er redaktør på magasinet Ridehesten.