Husk deadline for tilmelding til følskuerne

15-07-2024 10:07
Avl

Skal du have dit føl med på et af regionernes følskuer i år? Så vær opmærksom på, at deadline for tilmelding er i dag, mandag den 15. juli 2024

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Sidste år eksploderede tilmeldingerne til følskuerne på det nærmeste. Det er også både en faglig og hyggelig dag, hvor man kan mødes med andre avlere og se årets følårgang. Det er også på følskuerne, at man kan danne sig et indtryk af, hvordan avlshingstene præger deres afkom.

Anne Mette Rossen og Lars Langendorff, der driver Stutteri Pilekær fortalte i magasinet Ridehestens juni-udgave, hvordan de bruger følskuerne til at vise deres føl frem for mulige købere, ligesom målet er at få udtaget føl til deltagelse på Dansk Varmblods Elitefølauktion.

I majnummeret af Ridehesten besøgte vi Kate og Niels Bay, der flere gange har udstillet føl til følskuer. Tre gange har de oplevet, at stå med regionens bedste føl. Kate fortæller: – Følskuerne er en god dag, vi får set føl efter forskellige hingste, og så er det også billigere at få føllene chipmærkede på følskuet. Samtidig er det også en hyggelig dag sammen med andre avlere. 
Niels supplerer: – Det er også godt for føllene at komme til følskuer, for det betyder, vi får dem mere i hånd. De lærer at blive læsset og trukket med. Vi kan mærke stor forskel på de ungheste vi har haft på følskue, og dem der bare har gået på marken. Når de ikke har været afsted, og de bliver et par år, så er de ikke så lette at tumle.

Kunne du tænke dig at få dit føl med på et af følskuerne? Så er der deadline på tilmelding for de første følskuer i dag, mandag den 15. juli 2024. Du finder tilmeldingsskemaer her. 

Kalender over sæsonens kommende følskuer: 

  • 27. juli, Region 2, Riders Cup, sidste tilmelding: 15. juli
  • 27. juli, Bornholm, Midtbornholms Ridecenter, sidste tilmelding: 15. juli
  • 28. juli, Region 4, Esbjerg Rideklub, sidste tilmelding: 15. juli
  • 3. august, Region 3, Stutteri Ask, sidste tilmelding: 22. juli
  • 4. august, Region 7, Brønderselv Rideklub, sidste tilmelding: 22. juli
  • 10. august, Region 5, Vilhelmsborg, sidste tilmelding: 29. juli
  • 17. august, Region 1, ukendt sted, sidste tilmelding: 5. august
  • 18. august, Region 6, Ikast Rideklub, sidste tilmelding: 5. august
  • 24.-25. august, Norge, sidste tilmelding: 12. august. 

Vær opmærksom på, at føllet skal være anmeldt hos SEGES for at kunne tilmeldes til følskuet. Anmeldelsesskema kan findes her, og skal sendes udfyldt til følgende mail: hestekontoret@seges.dk

Copyright Ridehesten.com
Følskuerne er både en faglig og hyggelig dag, hvor man kan mødes med andre avlere og se årets følårgang. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

/ Varmblod.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner