Heather Blitz rider fortsat dansk

01-02-2025 06:54

Måske husker du den amerikanske dressurrytter Heather Blitz langt tilbage i tiden for sin succes med adskillige danske heste. Hun køber fortsat danske heste til sig selv og sine kunder 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Heather Blitz' første møde med dansk varmblodsheste går tilbage til 90'erne, da hun arbejdede for Richard FreemanOak Hill Ranch i Folsom, Louisiana. Freeman var medstifter af Dansk Varmblods avlsprogram i USA, NADWA (North American Danish Warmblood Association).

Blandt de mange DV-heste, som Freeman ejede, var hingsten Rambo, som Heather Blitz red Grand Prix på, og hun uddannede senere dens datter Arabella til Grand Prix og VM-deltagelse. Heather Blitz, der også har boet i Danmark, da hun arbejdede på Hjortlund i Esbjerg, har blandt sine landsholdsheste også haft dansk varmblodsheste som bl.a. Otto og Paragon, der også har gået internationale mesterskaber.

Sidenhen har Heather Blitz haft DV-heste som bl.a. RiplineGørklintgårds Shaolin og Aagaardens Darbie Zalene, og hun har fortsat med at købe danske heste til sig selv og sine kunder i USA.

Jeg foretrækker danske heste, fordi det er min opfattelse, at de er selekteret på temperament og ridelighed i højere grad end nogen andre heste, jeg har erfaring med. Desuden sætter jeg stor pris på det danske folks ærlighed og deres måde at være på, fortæller Heather Blitz.

Copyright Ridehesten.com
Heather Blitz. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Den danske dressurrytter Katja Juel Vrejlev Henriksen har sammen med sin mand boet i USA af to omgange. I starten af 00'erne, da de boede i Kansas, begyndte hun at ride clinics, når Heather gæstede området. I 2003 tog hun på et træningsophold hos Heather på Oak Hill og trænet hos hende lige siden.

Jeg troede nok, jeg vidste det hele dengang, men i dag er det sådan, at alt det jeg ved, har jeg lært af Heather, fortæller Katja, der fortsat får undervisning af Heather, og det foregår igennem Pivo.

Nyheden fortsætter efter annoncen

De er i hver sin ende ansvarlige for, at adskillige danske heste hvert år rejser til en ny ejer i USA. Heather tager rundt i USA og giver clinics, og det er typisk til andre trænere, så når deres elever har brug for nye dressurheste, bliver Heather sat på opgaven, og så er det Katja, der gør arbejdet i Danmark.

Vi, der rider hos Heather, rider på samme måde og har samme sprog for hestene, så det gør det lettere for mig at finde den rette hest til den enkelte rytter. Vi gør meget ud af at finde den hest, der matcher rytterens behov og evner, forklarer Katja, der driver Stald Vrejlev.

Hun tager rundt i Danmark og prøverider samt filmer heste til Heathers kunder og har alene sidste år sendt seks heste til Heather Blitz' kunder i USA. Det har hun gjort igennem flere år, og nu er hun og Heather begyndt at finde hest nr. 2 til flere af deres kunder.

Copyright Ridehesten.com
Katja Juel Vrejlev Henriksen. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

De heste, som Katja i 2024 har sendt over Atlanten tæller blandt andre to yngre, tyskavlede heste i Danmark, Baron S e. Bonds/ Sit Donnerhall I købt fra Norcordia til en professionel rytter samt Blitz SL e. Bonds/ Fürstenball købt fra Andresen Dressage hos Noagård til en dygtig amatørrytter.

Mange af hestene er privatejede heste, så for ikke at misse diamanterne gennemser vi altid annoncerne på Ridehesten.com, og der har vi fundet mange af salgshestene. Det er genialt at have et sted, som alle bruger, både købere og sælgere, lyder det fra Katja.

Endvidere gælder det fire DV-heste i forskellige aldre, nemlig Kokkedals Mácula e. Blue Hors Don Olymbrio/ Leuthen I (opdr. Diana Lykke), der som MA-hest er fundet hos Sandkildehus og er lærehest for amatør. Lykkesholms Duel e. Blue Hors Don Olymbrio/ Liberty Dane (opdr. Helle Merrald), der er trænet til Grand Prix af Lea fra Blue Horse og er nu lærehest for amatørrytter og dygtig træner der videreudvikler GP arbejdet. Skal starte stævner med træner. Gørklintgårds Filou e. Fürst Romancier/ Sandro Hit (opdr. Jørgen Ravn) fundet hos og købt fra Bille Dressage til en amatørrytter med en dygtig træner. Fancy Lady e. Franklin/ Solos Landtinus (opdr. Simone Lunding Hoppe) fundet hos Mette Brandt og solgt af Merete Sørensen til en dygtig amatør-stævnerytter.

Katja fortæller, at markedet ikke står stille, og 2025 er startet godt, for der er allerede eksporteret endnu to DV-heste til USA. Den ene er 12-årige Åkærs Diva e. De L'Or/ Blue Hors Don Schufro, der er købt af samme køber som Fancy Lady. Hoppen er fundet på Stutteri Teglovnen og kan alle øvelser til Grand Prix. Endvidere gælder det den 5-årige vallak Imponero Guldbjerg e. Imposantos/ De Niro (opdr. Henning Stuhr Petersen), der er fundet hos Steen Steensen Blicher og solgt af opdrætteren til en køber, som tidligere har købt en lærehest.

Copyright Ridehesten.com
Imponero Guldbjerg. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner