Anna Pørtner
Til trods for at FEI Dressage World Cup lige nu er i gang for fulde udblæsning i MCH Messecenter Herning, er der stadig flere danskere til start rundt på de internationale stævnebaner. En håndfuld af dem er taget til Vejer de la Frontera i Spanien, hvor første uge af Andalucía October Tour er løbet af stablen. Her har flere danskere været i ilden, men én af dem har gjort det særligt godt.
Emil Hallundbæk var nemlig til start i gårsdagens CSI3* 145 cm springklasse i to faser. Var man fejlfri i første fase, skulle man videre i omspringning, hvor det gjaldt ikke bare en fejlfri runde, men også tiden. Emil red på banen som start nummer 26 ud af et samlet startfelt på 67 ekvipager, og opgaven var klar: En fejlfri og hurtig runde.
Sammen med den 17-årige vallak, Chalisco e. Chacco-Blue/ Quidam de Revel, fløj Emil Hallundbæk gennem første fase meget sikkert og fejlfrit, og dermed skulle han altså ride videre ind i omspringningen. Her formåede ekvipagen ligeledes at passere forhindringerne fejlfrit og i en meget hurtig tid, nemlig 26,75 sekunder. Det lagde altså danskeren i spidsen af klassen.
Emil og Chalisco holdt førerpositionen indtil brazilianske João Victor Castro Aguiar Gomes De Lima red på banen med Babacool e. Tlaloc M/ Urbain du Monnai. De kortede nemlig lige 45 millisekunder af danskerens tid, og dermed lagde de sig i spidsen af klassen.
Det blev altså braziliansk sejr, men en imponerende flot dansk andenplads til Emil Hallundbæk og den altid velspringende Chalisco i den 145 cm høje springklasse i Spanien. Udover Emil Hallundbæk var danske Sophia Studd til start i klassen på DV-hoppen Holsteins Matina e. Party Dance/ Charmeur (opdr. Familien Holstein). Desværre fik parret en enkelt nedrivning i første fase, og kom derfor ikke videre ind i omspringningen.
Stævnets start- og resultatlister.