Glock's Undercover er gået bort

20-10-2023 15:32

Mille Albinus Hjermitslev

I sidste måned måtte ejerne af Glock's Undercover sige farvel til vallakken, der blandt andet tog Edward Gal til OL i London 2012

Copyright Ridehesten.com
Edward Gal og Glock's Undercover ved EM i Herning 2013. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Onsdag delte Glock Horse Performance Center den sørgelige nyhed, at de den 26. september havde sagt farvel til den 22-årige KWPN-vallak Glock's Undercover e. Olympic Ferro/ Donnerhall. I daglig tale kaldet "Fritsie".

De skriver blandt andet: 

– Det var et blidt farvel aftenen den 26. september i selskab med dine nærmeste, som var ved dig i den sidste tid. Det har taget os noget tid, og vi skulle langsomt vænne os til, at du ikke længere er her. Vi har elsket dig siden første møde, og så dig som en guldklump indtil du trak vejret for sidste gang. Nu lever du videre i vores minder

Nyheden fortsætter efter annoncen

Glock købte Undercover i 2012 og i samme år havde den hollandske rytter Edward Gal debut med vallakken. Samme år deltog de ved de olympiske lege i London. Ekvipagen var ved lejligheden med til at vinde bronze med det hollandske hold. 

Efter OL i 2012 fulgte mange store resultater. Ved World Cup-finalen blev ekvipagen tre år i træk placeret i top-3, de fik holdguld ved EM i 2015 i Aachen og holdsølv og en fjerdeplads individuelt i kür ved EM i Herning 2013. 

I 2015 valgte man at give Undercover en pause fra konkurrencebanerne, da den ikke længere virkede afslappet ved stævner. I 2016 vendte vallakken tilbage til konkurrence, men den var stadigvæk anspændt og stresset. Derfor blev Glock's Undercover endeligt pensioneret i 2016 og tilbragte de sidste år ved Glock Horse Performance Center i Holland.

Copyright Ridehesten.com
Edward Gal og Glock's Undercover under vettjek ved OL i London 2012. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner