Thomas Bach Jensen
Hilde og Paul Wendeln, Gestüt Wendeln i tyske Garrel, har igennem tiderne avlet over 20 hingste og omkring 60 præmiehopper på de to stamhopper, Cinderella og Juliane II. Blandt de mange succesfulde heste fra stutteriet er Aquino, Sir Heinrich, Cindy, Chinchilla, C’Est la Vie, Chrystal og C‘Dur.
- Jeg er meget glad for, at vores søn Peter nu vil tage ansvaret for avlsbesætningen. Han har allerede i en årrække været ansvarlig for vores springstald, fortæller 83-årige Paul Wendeln.
Peter Wendeln, der driver en bageri-virksomhed, har selv været rytter, men har i en årrække været mere optaget af fodbold og af hans egen familie. Han har dog de seneste år taget større del i sine forældres stutteri.
- Nu ser jeg frem til at drive min fars avlsbedrifter videre. Det er ikke mange forundt at få sådan en start som hesteavler med sådan et enestående hoppemateriale, konkluderer Peter Wendeln.
Paul Wendeln vil fortsat have sit at skulle have sagt, når det drejer sig om hingstevalg, men han vil også respektere sin søns beslutninger.
- Avl har meget med erfaring at gøre, men man må også gøre sine egne erfaringer, fastslår han.
Avlshopper og ungheste forbliver på stutteriet i Garrel, lige som alt personale forbliver uændret på stutteriet, der ligger indenfor passende kørselsafstand fra Oldenburg, hvor sønnen Peter bor.