Fremragende indsats i childrenfinale ved EM

13-07-2019 19:09

Annika Knudsen Lorentsen

De to danske childrenpiger, som var blandt de 30 bedste der i dag skulle ride finale ved Europamesterskaberne i Zuidwolde, kunne ikke have gjort det bedre og red fejlfrit i begge runder

Copyright Ridehesten.com
To seje danske piger, som blev placeret som nr. 8 og 11 ved Europamesterskaberne. Til højre Josephine Christian Jacobsen og til venstre Karoline Sloth Kjær.

I dag har childrenrytterne redet finale ved Europamesterskaberne og her havde både Karoline Sloth Kjær på C-Colita og Josephine Christian Jacobsen på Dakar kvalificeret sig til. 

I dag skulle rytterne ride to runder på en 130 cm høj bane, hvor sværhedsgraden var skruet helt op. De to danske piger lod sig dog ikke mærke af den store udfordring og red fire fantastiske runder. 

Begge ekvipager formåede at springe alle forhindringer fejlfrit og holde sig indenfor tiden og dermed sluttede pigerne med nul fejl i dagens klasse, og dermed kunne de ikke gøre mere for at avancerer deres placering ved EM. 

Inden dagens finale lå Karoline Sloth Kjær på en 19. plads, mens Josephine Christian Jacobsen var placeret som nr. 22. 

Copyright Ridehesten.com
Karoline Sloth Kjær har redet stabilt ved EM og endte med blot 5 fejl samlet efter 5 runder på C-Colita.

Et stort spring op i placeringerne

De dygtige danske ryttere var to ud af 6 ekvipager der formåede at ride fejlfrit i begge runder i dag og dermed avancerede begge piger en hel del i placeringsrækkefølgen. Samlet set endte Karoline med 5 fejl efter 5 runder ved EM, mens Josephine endte med samlet 8 fejl.

Karoline Sloth Kjær slutter på en fornem 8. plads, mens Josephine Christian Jacobsen ender som nr. 11, og det ud af 120 ekvipager, som er det antal der i alt har deltaget ved EM for children. 

Se start- og resultatlister fra stævnet her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner