Fredagens resultater fra Aarhus Rideklub

16-04-2011 10:51

Rikke Larsen

Aarhus Rideklub afholder i disse dage landsstævne i ponydressur med afholdelse af Eldorado Stilcup.

Efter idé af ponylandstræner Vibeke Degn Andersen er der udskrevet to stilcups for de mindst rutinerede ekvipager. Ideen er at skabe fokus på vigtigheden af rytterens korrekte opstilling samt korrekte indvirkning på ponyen. Klasserne går i LA6/PRI for kat. II og I og LA3/LA4 for kat. III, og rytterne bedømmes i det ordinære ridt af to dommere. Stilkaraktererne gives i samarbejde med en berider/træner og en dommer. Stilkarakteren har ingen indflydelse på klassens resultat, idet der gives en særskilt præmie til den samlede vinder af stilcuppen i de to klasser. Eldorado er ærespræmiesponsor for hele stævnet. Der er derfor flotte ærespræmier i alle klasser samt æresdækken til vinderne i alle søndagens klasser. Udover Eldorado er Lindberg Optik også sponsor af flere stævnets klasser. Fredagens PRI klasse for de bedste kategori I ponyer blev i høj grad domineret af de lokale ekvipager fra Aarhus Rideklub. Vinderen af Ecco Cup i Herning for 14 dage siden, Victoria Vallentin, satte sig helt ubeskedent på placeringerne som nr. 1 og 2 med henholdsvis Natalina og Bell, Philip Lindberg blev nr. 3 på Vermont og Kristine Koch Bejtrup nr. 5 på Dornick-Son. Af rytterne udefra formåede kun Anne-Mette Strandby Hansen på Sl Cuba at blande sig i placeringerne med en 4. plads. Se resultaterne fra fredagens klasser, tidsplanen for resten af weekenden, samt øvrig info via linket til højre.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner