Lars Mars
Dansk Ride Forbunds holdkaptajn for pony-, junior- og ungrytterne, Sally Schlichting, har frem mod den kommende sæson haft stor fokus på at få skabt mere udvikling og optimering af rytterne. Hun er visionær og arbejder for at kunne tilbyde de bedste tiltag og muligheder for rytternes udvikling.
Sally Schlichting har bl.a. lavet et samarbejde med mental- og fysisk træner Lars Mars, der arbejder med rytteroptimering, og emnerne fra hans koncept ”Optimering af Rytteren” passer godt ind i de tilbud, som holdlederen ønsker at tilbyde rytterne.
Vi har alle meget fokus på vores pony eller hest, og hvad vi kan gøre for optimering af dens præstation, og glemmer til tider, hvad der kan gøres bedre i forhold til rytteren og dennes præstationer.
Militarysporten er krævende med tre discipliner, og hvor terrænbanen er lang og udfordrende, kræves der ikke kun en del af ponyen eller hesten, men også af rytteren.
Inspirationsdag
Det hele startede tilbage i november 2017, hvor der blev indledt med en inspirationsdag i Idrættens Hus i Brøndby. Holdleder Sally Schlichting bød de ca. 70 ryttere og forældre velkommen med information om den kommende sæsonen. Mental- og fysisk træner Lars Mars holdt bl.a. foredrag om, at rytterne skal blive bedre til også at tænke på sig selv, og ikke kun på deres pony/hest. Der ligger rigtig mange udviklende ressourcer og venter ved optimering af rytteren. Hovedemnerne var fordelene ved fysisk træning, opvarmning inden ridningen og udstrækning. Rytterne fik ideer til øvelser, som let kan implementeres i deres hverdag. Derudover fik deltagerne også information om vigtigheden af sund energigivende kost og et optimalt væskeindtag, og hvad det kan gøre for deres præstation.
Senere på dagen blev deltagerne delt op i to. Det ene hold, med rytterne på bruttolandsholdet og deres forældre, fik endnu et foredrag, denne gang om den mentale verden og alle de muligheder der er for at træne og hjælpe hjernen. Budskabet fra Lars Mars var, at der skal bruges tid på at træne hjernen, på samme måde som rytterne bruger tid på at træne med deres pony/hest. Det udløste en god snak fra både ryttere og forældre.
Resten af rytterne og deres forældre fik et inspirerende foredrag med Mia Hastrup fra seniorlandsholdet, om den optimale træning af den urutinerede og/eller unge hest samt galoptræning i forhold til den kommende sæson.
Samling i marts
Det var i meget lækre omgivelser på Musholm ferie-, sport- og konferencecenter i Korsør at den næste samling i marts blev afviklet. Med de super gode møde- og træningshaller samt løbefaciliteter, var der lagt op til en aktiv weekend for både hjerne og krop.
Først var der foredrag og øvelser med mentalcoach Michael Frost ud fra hans koncept ”Fokus på fokus”. Her skulle rytterne skabe fokus på en opgave, og derefter udføre den i praksis alene og i fællesskab. Øvelser der kunne få rytternes hjerner på arbejde og gang i lattermusklerne.
Efter frokost kom mental- og fysisk træner Lars Mars på resten af dagen. Først med et foredrag om vigtigheden af ”Søvn og hvile”, og hvilken betydning dette har for både vores yde- og koncentrationsevne.
Derefter gik rytterne i hallen, hvor den stod på fysisk aktivitet. Det startede med vejrtrækningsøvelser, til både optimering af, når der skal præsteres, slappes af samt til at skabe fokus. Efter disse øvelser blev rytterne trænet i forslag til opvarmningsøvelser inden ridningen samt udstrækningsøvelser efter. Her kunne mange af rytterne mærke, at det ikke lige var der, de havde deres fokus i hverdagen. Det samme gjorde sig gældende ved den fysiske træning med styrke- og core-træningsøvelserne. Men alle gik til den med stor interesse og entusiasme.
Flere af deltagerne opdagede, at der enten var styrkeforskel på højre og venstre side af kroppen, eller at den ene side var mere spændt i forhold til den anden. Den ubalance kan ponyen/hesten også mærke, derfor hjælper rytteren både sig selv og ponyen/hesten ved at lave/træne øvelserne. Deltagerne fik udleveret programmer med de gennemgåede og trænede øvelsesforslag. Der blev lagt vægt på at øvelserne sagtens kan trænes derhjemme, så der ikke er nogen undskyldninger for, at rytterne stille og roligt kan komme i gang med lidt ekstra optimering af kroppen. Til stor fordel for både rytter og pony/hest.
Søndagen startede kl. 8 med morgenløb. Her blev der givet gode råd til løbestil og løbeplaner. Lars Mars havde fokus på, at mange af rytterne generelt ikke føler, at de har tid til overs, og derfor ikke er erfarne løbere. Der blev udleveret forslag til et løbeprogram, som alle kan klare og burde kunne finde tid til. Efterfølgende var der selvfølgelig fælles udstrækning. Rytterne var glade for kombinationen af teori og praksis, samt at de fik træningsprogrammer, der er overskuelige at komme i gang med og implementere i hverdagen.
Klar til stævnesæsonen
Den efterfølgende samling var lagt onsdag den 28. marts, lige inden de første udendørsstævner, som bl.a. var søndag den 1. april i Sverige samt weekenden den 7.-8. april i Vasehus Rideklub og terrænbanen i Langå. Denne gang var det 19 seje spire- og bruttolandsholdsryttere, der var mødt op i Gilleje. De var klar til en lang dag i optimeringens tegn, både med mange informationer, fysisk træning og koncentration. Mental- og fysisk træner Lars Mars stod for foredrag og fysisk træning. Der blev både holdt foredrag om kostens betydning for rytterens ydeevne og koncentrationsevne, samt om rytterens planlægning og prioritering af tiden.
Der blev lagt fokus på, at alt for mange ryttere glemmer eller ignorerer at spise pga. en travl dag eller mangel på planlægning. Deltagerne skulle nedskrive deres kostindtag over en uge, og da de havde fået en del informationer om, hvad en god sund nærende kost kan hjælpe dem med, både i hverdagen og til ridningen, skulle de så nedskrive de områder, hvor de kunne tænke sig at ændre på deres spisevaner. Der blev også givet råd og vejledning til, hvilken kost der kan være optimal under stævner samt planlægningen af spisetider i forhold til ridningen, så rytteren kan yde så optimalt som muligt.
Der blev sat fokus på mange rytteres store udfordring med at finde tid til tillægstræning, udstrækning, opvarmning samt tid til ”mig-tid” samt familie og venner. Rytterne skulle igen være lidt aktive – denne gang med at nedskrive, hvordan deres uge ser ud og efterfølgende skrive, hvad de også godt kunne tænke sig at have tid til. Der blev lagt vægt på, at det er godt at gennemgå sine gøremål og vaner, så rytterne ikke spilder tiden uhensigtsmæssigt, i stedet for at få tid til andre optimerende områder.
Eftermiddagen blev brugt til den aktive del, med udstrækning, core-træning samt anden fysisk træning. I træningen blev der lagt vægt på, om rytterne kunne mærke forskel mellem den ene og den anden side af kroppen. De fleste ryttere kunne mærke en forskel, alle var enige om, at det vil være en stor fordel at få gang i træning og udstrækning til at udligne forskellene, så der kan blive skabt balance i kroppen, til stor fordel for rytteren, ponyen/hesten og deres ridning.
Du kan hver måned læse en artikel skrevet af Lars Mars i magasinet Ridehesten om optimering af rytteren