Flotte championatsfinaler - imponerende springheste

06-09-2009 16:15

Britt Carlsen

Championatsfinalerne i dag søndag for de 5-, 6- og 7-årige springheste blev en stor oplevelse, for de desværre alt for få publikummer rundt om springbanen

- Der er flere potentielle internationale topheste blandt de unge springheste, spåede springdommer Bo K. Møller efter at have set dagens finaler for 5-, 6- og 7-årige springheste. Klasserne blev alle afgjort først af en stilspringning, hvor hestenes teknik, kapacitet og ridelighed blev bedømt, hvorefter de fem bedste blandt de 5- og 6-årige heste mødtes i en forrygende omspringning. I 5-års klassen lagde Søren Knudsen ud i omspringningen med Harry-K e. Equest Carnute en særdels velspringende unghest, som han selv har opdrættet. Han var lynhurtig og fejlfri, og det lykkedes ikke for nogen af hans kolleger at komme forbi. Linnea Ericsson/Ecuador og Torben Frandsen Solos Consept fulgte på de næste pladser, Torben Frandsen var topmotiveret, da han kom i omspringning også i 6-års klassen, og med Støvring Hingstedepots avlshingst Clever e. Campbell red han fra samtlige konkurrenter i en forrygende omspringning. Michæl Aabo/Tiffani e. Chello I og Ulrik Clemmensen/Confidence fulgte på de næste pladser. I 7-års klassen, der ikke dømmes på stil, men udelukkende som en almindelig springklasse, var hele ni ekvipager fejlfrie i hovedspringningen på en ellers ganske stor og teknisk udfordrende bane. Bedst af alle blev den nykårede sølvmedaljehoppe Aagaardens Elina e. Concorde redet af Ulrik Kjær foran Thomas Sandgaard/Caprice Foldager e. Carano og Søren Møller Nielsen/Gonzo Ask e. Gipsy d'Ask.

Links

Læs meget mere om championaterne i Ridehestens oktobernummer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner