Anna Pørtner
Julestemningen har for alvor sænket sig over Vilhelmsborg, hvor det tredje ud af i alt fire julestævner i dag er blevet rundet af med flot kür fra både junior- og ponyrytterne. Siden i torsdags har ryttere helt op til 4-stjernet niveau været på banen for at skyde julen i gang, og i går aftes peakede stævnet for seniorerne, da de red Grand Prix kür.
Tidligere på dagen blev stævnets sidste dag skudt i gang med ungrytternes kür, hvor Theresa Rosenkilde endte med at løbe med sejren. Herefter var det tid til at juniorerne skulle ride kür, inden ponyrytterne red på banen og afsluttede julestævnet med manér.
Dansk top-3 hos juniorerne
I alt var ti juniorer til start i dagens kür, hvoraf otte af dem var danske ekvipager. Derudover var der én svensker til start og én tysker. Det var dog de danske juniorer, der dominerede toppen af klassen, hvor Malina Bøgh Skovsager og den 12-årige Blue Hors Zampalo e. Blue Hors Zack/ Brentano II sikrede sig sejren efter bred enighed hos dommerne. Efter en flot og veludført kür blev parret belønnet med 74,742% og altså en sikker julesejr.
– Zampalo var med mig lige fra start til slut, og vi nød begge to den gode stemning, som var på Vilhelmsborg. Jeg er mega stolt af Zampalo, og han gav mig den bedste følelse. Dette var sidste stævne i 2025og jeg ser frem til 2026 med Zampalo, lød det fra Malina efter dagens sejr.
Anden bedst blev Isabella Struntze Torp og den 13-årige DV-vallak Vestervangs Garson e. de Noir 3/ Ragazzo (opdr. Martin Klavsen), som også leverede en flot kür i dagens klasse. Parret blev belønnet med 73,542% og en flot andenplads. Isabella og Vestervangs Garson er stadig et forholdsvist nyt par, da Isabella overtog vallakken fra Kenneth Damgaard tilbage i marts. Dengang var Isabellas drøm internationale stævner med vallakken, og nu er det altså sket med bravour.
Tredje bedst blev endnu en dansk ekvipage, som lå lige i hælene på Isabella og Garson. Denne gang var det Alberte Josefine Harsbo og Napoli TH e. Floricello Old/ Flemmingh, som sikrede sig tredjepladsen med 73,217% og altså mindre end 1% fra andenpladsen.
Ponyerne sluttede nisseballet af
De sidste ryttere, der denne gang skulle på banen ved julestævnet på Vilhelmsborg var ponyrytterne, hvor i alt ti ekvipager var til start i deres afsluttende kür. Der var en smule dommeruenighed i klassen, men sejren gik altså til Filippa Jæger Jensen og den bare 9-årige vallak Sir Sansibar e. Jonker's Socrates/ High Flow's Oxford, der efter en meget vellykket og harmonisk kür blev belønnet med 76,659%, og dermed avancerede de fra gårsdagens andenplads.
En anden ekvipage, der også avancerede fra placeringen i gårsdagens klasse, var Steffanie Victoria Horsted Dyrlund og ponyen Cosmo Callidus NRW e. Cosmopolitan NRW/ Cyriac WE. I går red de sig ind på en flot tredjeplads, men i dag blev det altså til en andenplads i deres kür efter 74,983%.
Tredje bedst blev Agnes Ørnskov Beier, der netop lige har taget sejren for både kat. I- og II-ponyer i Ecco Cup-finalen. I dag blev det til en flot tredjeplads i sadlen på Steendieks Diamond de Dali e. Fs Dali/ Fs Chambertin, da de blev belønnet med 74,425% for deres kür og altså meget tæt på Steffanie på andenpladsen.
Dermed blev historiens første internationale dressurstævne i forbindelse med Christmas Show på Vilhelmsborg afsluttet på bedste vis. Dressurhestene har forladt stævnestaldene, og de første springheste er allerede flyttet ind. Fra på tirsdag står den nemlig på årets sidste julestævne, Kingsland Christmas Show - et landsstævne i springning for heste med klasser fra LA1* til Grand Prix.
Lørdag bliver det helt store trækplaster, når der traditionen tro bliver afviklet "lille juleaften" med knock-out springning, højdespring, Grand Prix og masser af sjov og hyggelig underholdning. Læs meget mere om det her.