Kristine Ulsø Olsen
To danske U25-ryttere var blandt de 18 ekvipager som havde fået adgang til mesterskabets afsluttende kür-finale her til formiddag. Her havde Josefine Hoffmann og 17-årige Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup) lige fået sneget sig med og var derfor en af de første ekvipager til at ride dagens kür. Med en særdeles høj sværhedsgrad i programmet, gik Driver som et rent klokkeværk, som holdleder Anne-Mette Binder udtrykte det.
Tre af dommerne gav over 81% for det kunsteriske og samlet blev det til 76,11% til den danske ekvipage som derved sluttede ugen af med en placering som nummer seks i et meget stærkt felt.
I den første individuelle konkurrence blev Victoria E. Vallentin og Brooklyn e. Hogwart/Baldini II placeret som nummer otte efter de stærke tyskere og hollændere. Desværre var Brooklyn ikke sit sædvanlige jeg på banen i dag og Victoria valgte derfor at opgive.
– Brooklyn så fint afslappet ud på opvarmningen, men i de første øvelser på banen, var han ikke helt med Victoria og hun valgte derfor at stoppe mens legen var god. Det var jo rigtig ærgerligt, men det er jo det som kan ske når man har med dyr at gøre, fortæller Anne-Mette Binder.
Helt som forventet blev det Tyskland i toppen, men i dag måtte Raphael Netz og Semmieke Rothenberger bytte plads på podiet i forhold til forleden. Rothenberger og hoppen Flanell e. Apache/Blue Hors Don Schufro opnåede nemlig 81,95% og tog derfor titlen som europamestre foran Raphael Netz og Elastico e. Johnson/Concorde, som opnåede 81,21%. Hollandske Jessica Poelman på Chocolate Cookie R.D.P e. Johnson/Livingstone red endnu en individuel bronzemedalje hjem, da de med 78,07% blev nummer tre.
Se resultatet af klassen HER.