”Shopaholic er det mest kendte udtryk for den lidelse/afhængighed, som er forbundet med en uimodståelig trang til at bruge penge. Hvis man lider af købemani/shopaholic, har man mistet kontrollen over sin købsadfærd.”… Lyder det bekendt?

Som far til en ung rytter har jeg tit befundet mig i krydsilden mellem min kones Visa-kort svingende arm og et altid forsvarsberedt kvitterings-spyttende betalingsapparat i en af landets mange rideudstyrsforretninger. Her vil onde tunger måske sige, at det er min egen skyld, for jeg kunne jo bare være blevet i bilen, og det kan de jo have ret i… i teorien. For i den virkelige verden tilbringer jeg allerede meget af den tid, mine Visa-kort ninjaer shopper, i bilen. Og der er trods alt grænser for, hvor meget P2 en mand kan klare.

”De mennesker, som ender med at udvikle købemani/shopaholic, bliver nemlig afhængige af den måde, hjernen reagerer på. Hjernen udsender endorfiner og dopamin, som er det, der hjælper os til at slappe af og føle glæde, men følelsen er kortvarig.” Jeg tror, de fleste ponyfædre kan skrive under på det med, at følelsen er kortvarig.

Når jeg nu alligevel en gang i mellem, får forvildet mig ind i en rideudstyrsforretning, skyldes det min utopiske overbevisning om, at jeg kan begrænse skaden, hvis blot jeg går med ind i løvens gab. Naivt? Ja, men også lærerigt og tro det eller ej ganske hyggeligt på de gode dage.

De dage, hvor ét underlag ikke bliver til fem, og jeg ikke stiller alt for mange tilsyneladende pinlige spørgsmål, hænder det, at jeg ligefrem hygger mig, mens min kone og datter inspicerer de uendelige rækker af stævnejakker og ridehjelme. Og hvis jeg endda er så heldig at blive budt på en kop kaffe og et sted at sidde, er det slet ikke så slemt endda.

”Pssst, sig det ikke til nogen, men jeg er selv kommet til at købe flere lækre herrejakker og trøjer, når det begyndte at klø i fingrene, og presset blev for stort. Men dog kun én af hver og aldrig et par ridebukser, så det er noget helt andet ;O).”

”Hvis man ofte og over længere tid konstant fremprovokerer disse følelser, kan det skabe afhængighed. Personer, som bliver afhængige, køber genstande for at opnå følelsen af glæde, og ikke fordi personen har brug for den erhvervede genstand.” Er jeg den eneste, der kan fornemme, hvordan modargumenterne hober sig op?

Hvorimod dage, hvor ”vi skal bare have en sæk gulerødder”, bliver til ”men far, sadlen var på tilbud”, gør ondt. Og det har taget mig mange år at lære at stole på mine pigers dømmekraft, når det kommer til brugen af vores pony-dollars, og indse, at sætninger som ”lynlåsen i mine ridestøvler er gået, igen”, ”mine ridebukser har ikke mere grip”, og ”vi er ved at løbe tør for foder”, er lige så almindelige i mine pigers verden, som ”vi kan ikke høre dig, Jørgen”, ”deler du ikke lige din skærm, Jørgen?”, og ”vi kan stadig ikke høre dig, Jørgen”, er under et af mine evindelige Teams møder på arbejdet.

”Det kan være svært at gennemskue, om man selv eller en nærtstående har tendens til købemani. Der er dog nogle ”emotionelle” tegn, som man bør være opmærksom på.” ”Stop nu, vi har allerede 25 underlag”, er bare et af dem.

Undskyld
Citaterne i dette blogindlæg er taget fra artiklen Shopaholic, Købemani, som er skrevet af Psykoterapeut - Alice Vestergaard. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at dele dem med jer. Når det er sagt, så skylder jeg vist lige de personer, som rent faktisk lider af denne mani, en undskyldning.

Pas godt på jer selv derude. og tøv nu ikke med at bede om professionel hjælp, hvis I ikke kan forstå, hvor de sidste fire springsadler kommer fra.

Hilsen

Ponyfar