Fed weekend venter hos Sportsrideklubben

15-05-2025 18:07

Når Sportsrideklubben fra i morgen åbner dørene til deres landsstævne i springning for både hest og pony, bliver det som altid med fede faciliteter, god stemning og et helt nyt initiativ, der skal prøves af 

Copyright Ridehesten.com
Sportsrideklubben åbner i weekenden dørene til endnu et fantastisk landsstævne. Her ses Bianca Walton og Midt West Faveur i aktion i Bernstorffsparken. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Sportsrideklubben er garant for fede stævner, og i denne weekend bliver bestemt ingen undtagelse. Her åbner de nemlig dørene til deres fantastiske faciliteter i Bernstorffsparken, hvor der afholdes landsstævne med C-klasser i springning for både ponyer og heste. Her har de som noget helt nyt igangsat et initiativ, nemlig en hunting-klasse. 

I dag, torsdag, får rytterne mulighed for at prøve den fantastiske græsbane i Bernstorffsparken af, for her har klubben nemlig inviteret til banetræning for alle niveauer. I morgen, fredag, går det så for alvor løs, hvor stævnet skydes i gang med en LB1* for hest, og springklasserne strækker sig helt til MA1* for hest i morgen, fredag. Herefter skal den spændende hunting-klasse afvikles, hvor hele 13 ekvipager er til start. 

Klassen bliver afviklet i samme form, som man kender den fra Falsterbo Horseshow. Det er en særdeles erfaren herre, der står for banen, nemlig Christian Struck, der er tidligere holdkaptajn for seniorlandsholdet i military. Derudover er Christian international teknisk delegeret og national A-banedesigner, og har blandt andet designet banerne til flere store militarystævner og -mesterskaber herhjemme, så banen bliver helt sikkert en spændende og gennemarbejdet en af slagsen. 

Copyright Ridehesten.com
Bernstorffsparken danner rammen for weekendens landsstævne. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Banen består af 3-5 spring (natur og/eller bomspring) på græsbanen i Bernstorffsparken, hvorefter rytterne rider ud på en terrænbane på cirka 450 meter med 6-8 terrænspring. Herefter skal rytterne igen ind i Bernstorffsparken, hvor banen så afsluttes med 4-5 spring (natur og/eller bomspring). Konkurrencen afvikles på CCI1*-niveau og bedømmes efter metode C - også kaldet jagtspringning og tempo 400 m/min. I en metode C bliver fejlene omregnet til strafsekunder og tillægges tiden. Placeringsrækkefølgen bestemmes da efter laveste tid, og den der klarer sig hurtigst igennem banen, er altså vinder af klassen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Når den spændende hunting-klasse er afviklet, tager ponyrytterne over, hvor der fredag går klasser fra LB1* til MA1*. Med andre ord - der er altså noget for enhver smag, når Sportsrideklubben for alvor skyder stævnet i gang i morgen, fredag. 

Resten af weekenden er der ligeledes gang i den, når der lørdag afvikles klasser fra LA2** til S1* for ponyer og LB2** til S1* for heste, mens søndag ligeledes byder på en masse spændende klasser for både pony- og hesterytterne. Som skrevet, er Sportsrideklubben altid garant for en fed stemning, gode faciliteter og denne gang også et helt specielt tiltag, der åbner op for både spring- og militaryryttere. 

Det er gratis at lægge vejen forbi for at overvære de dygtige ryttere i aktion, og der bliver uden tvivl fart, spænding og flot ridning at se på det smukke anlæg i Bernstorffsparken. 

Copyright Ridehesten.com
Det bliver med garanti en fantastisk stævneweekend hos Sportsrideklubben. Foto: Ridehesten.com/ Thomas Bach Jensen

Se stævnets start- og resultatlister her. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen