Thomas Bach Jensen
Det bliver Falsterbo Horse Show, som skal arrangere det svenske mesterskab i springning i år, og det kommer til at foregå i dagene 11.-16. august. Skogslottens RF, som skulle have arrangeret mesterskabet i år, tildeles arrangementet i 2021.
Det svenske springmesterskab 2020 vil være for alle alderkategorier og bliver afviklet i to parallelle arrangementer på Falsterbo Horse Shows store stævneplads, hvor senior-, ung- og juniorryttere på en bane og pony- og childrenryttere på en anden. Som en følge af de svenske myndigheders restriktioner ifm. coronapandemien vil mesterskabet måske skulle afholdes uden publikum og uden kontakt imellem de to forskellige arrangementer/springbaner.
– Vi er utrolig glade for, at Falsterbo kommer til at arrangere dette års SM. Det bliver helt sikkert et ”once in a lifetime”-arrangement, siger Jonas Holmberg fra det svenske rideforbunds springudvalg i en pressemeddelelse.
– I Falsterbo bestræber vi os virkeligt på at gøre noget for sporten i den situation, som alle ryttere, hesteejere, trænere og fans er havnet i under corona-pandemien. Der bliver meget arbejde og fremfor alt logistikspørgsmål, men vi er sikre på, at vi kan arrangere dette på en god og sikker måde. Det er både sjovt og inspirerende at have et måle at arbejde frem i mod, udtaler Jana Wannius, talskvinde for Falsterbo Horse Show.
Det var oprindeligt Skogslottens RF, der skulle stå for SM 2021, men det ville under corona-pandemien betyde, at der skulle etableres en helt ny stævneplads på Bråvalla festivalområde i Norrköping. I stedet for kommer Skogslottens RF til at arrangere mesterskabet den 10.-15. august 2021.