Maja Golles
Optagelsesprøverne varede to hele dage, og blev overvåget af alle censorer og læremestre. Stemningen var god, men atmosfæren var naturligvis noget spændt. Dels pga. de forestående eksaminationer, men også fordi eksaminationerne fungerer som et slags vindue ud til verden. ”Der kommer mange, både beridere, læremestre og folk fra klubber og rideforbund, sådan et sted” siger chefberider Søren Vallentin. ”De kommer for at se de nyuddannede an, og evt. tilbyde dem job. Der mangler mange trænere og beridere for tiden, fordi ridesporten er eksploderet de sidste år. Derfor er der mange elever, der allerede har job, og yderligere ti tilbud på hånden når de er færdige. En af de store målsætninger for os er derfor at tiltrække flere elever til uddannelsen, da der er stort behov for dem. Et mål er også, at kønsfordelingen skal blive mere ligelig, da der er en overvægt af piger, som det er nu.” Berideruddannelsen tager sammenlagt 6 år, og består af et tredelt uddannelsesforløb á to år. Eleverne bliver således først rideskoleassistenter, dernæst trænere, for slutteligt at kunne blive beridere. For at bestå eksamenen som berider, eksaminers eleven først i det daglige arbejde på egen hest, dernæst på de andres. Noget, der vægter rigtig meget, er nemlig at kunne ride andres heste og vise den tiltrækkelige indføling og omstillingsevne. På egen hest vises derefter et dressurprogram, ridebanespringning samt instruktørgerning. Kilde: Dansk Ride Forbund