Annika Knudsen Lorentsen
Mie Stuhr-Petersen er aktiv springrytter, og hun har igennem 2022 redet en del stævner og opnået mange flotte resultater både nationalt og internationalt. På trods af den store succes, har 2022 dog også budt på store udfordringer, fortæller den 20-årige rytter.
– 2022 har været et uforglemmeligt år både på godt og ondt. Desværre blev min unghest skadet i løbet af foråret, hvilket var superærgerligt, da den var begyndt at være rigtig godt gående, og vi havde lige brugt en masse tid på at uddanne den. Det betød, at jeg i starten af året stod med den 8-årige Julius Caesar V S, som vi lige havde købt, og min anden hest Vincel, som vi købte i 2021, indleder Mie og fortsætter:
– Julius Caesar V S havde vi ikke de store forventninger til, da jeg skulle bruge året til at lære ham at kende. Vincel, som jeg kalder Vino, købte vi tilbage under corona-nedlukningen, så han havde ikke været så meget ude at gå i starten. Han er en hest med ret meget blod og han kan godt være lidt usikker på nye ting. Da han samtidig er en ret stor hest, var han noget af en mundfuld i starten.
Uheld og skader
Tiden med Vincel startede for Mie ganske dramatisk og det var en svær start for ekvipagen, som dog siden har fundet rytmen og lært hinanden godt at kende.
– Han blev syet i læben da jeg havde haft ham i to dage, da han gik i panik i vores hestebil. Han skadede også sine bagben, og så fik han herpes efter et stævne i Belgien. Alt indenfor de første seks måneder jeg havde ham, så det var lidt en svær start.
Lærte ham at kende
De mange udfordringer med Vincel i starten, betød dog også, at Mie havde god tid til at lære ham at kende, og det har givet et godt grundlag for stævnerne i 2022.
– Jeg havde meget tid til at lære ham at kende og finde ud af, hvordan han skulle håndteres. I foråret 2022 døjede han desværre lidt med mavesår, så vi havde nogle svingende resultater i starten af året. I maj i år, blev jeg udtaget til at ride min første Nations Cup som ungrytter i Drammen. Det stævne startede med, at han ville stå i et hjørne og snurre rundt, men heldigvis artede han sig og gik en flot fejlfri runde både i opvarmningsklassen og i selve nationsspringningen, fortæller Mie og fortsætter:
– Efter det har vi lært, at Vino altid skal trækkes til og fra opvarmningen, fordi han ellers bliver usikker og stresset.
Nordisk Mesterskab og Falsterbo
Senere i 2022 blev Mie udtaget til at deltage ved Nordisk Mesterskab i Sverige, og dermed ride sit første internationale mesterskab.
– Det var første gang, at jeg skulle ride sådan et mesterskab, og det var så fedt at prøve. Vi havde et rigtig godt fællesskab, og alle var gode til at heppe på hinanden og give en følelsen af at være en del at et team. Alle der var udtaget red rigtig godt, og det betød, at vi endte med at tage guld for hold, og så vandt jeg sølv individuelt, fortæller Mie og fortsætter:
– Senere på sommeren blev jeg sammen med Emilie Mosegaard udtaget til at ride Falsterbo Ungdoms Grand Prix. Vino var rigtig godt gående og var den eneste der sprang fejlfrit hele vejen gennem stævnet, og vi endte med at vinde Grand Prix-klassen. Det var virkelig fedt, og der var virkelig en god stemning med et stort fremmødt publikum. Det er helt sikkert et sted, jeg gerne vil ride igen, og noget af det største jeg har oplevet.
Samlet Trophy-sejr
De følgende stævner var også en succes for Mie, og hun deltog blandt andet ved VM-stævnet og ved Nations Cup-finalen i Peelbergen, Holland. Året sluttede med Baltic Cup, og her kunne Mie endnu engang glæde sig over et stor sejr.
– Det hele kulminerede ved i december. Gennem året har vi redet ved de forskellige afdelinger af Baltic Cup og haft gode resultater, og det resulterede i, at vi endte med at vinde Trolle Trophy ved Baltic Cup-finalen. Ugen efter deltog vi ved Christmas Show, hvor jeg red min og Vinos første 150 cm, og det må man sige gik over al forventning. Med en bom på allersidste forhindring og en andenplads i klassen, sluttede året på allerbedste vis.
Godt bagland
Mie fortæller, at hun på ingen måde ville være kommet så langt hvis ikke det havde været for hendes trænere og gode bagland.
– Ole Nordahl lærte mig min grundridning, og min træner gennem de sidste 3 år, Natasja Mogensen, er en kæmpe hjælp til stævner og træning. Hun gør utroligt meget for hver enkelt hest og rytter i sit team, fortæller Mie og fortsætter:
– Det var selvfølgelig heller ikke lykkes uden mine forældre, som altid er der til at støtte og hjælpe. Alle de mange timer, som vi har brugt på træning, pasning af hestene, dyrlæge, hestemassage, smed, kiropraktik og de mange timer på landevejene, har været det hele værd. 2022 har været et fantastisk år, og jeg glæder mig rigtig meget til næste år.
