Et stævne for de mindste

27-10-2021 19:29

Trine Askjær-Jørgensen

I den forgange weekend holdt Stutteri Bådsgård, som avler shetlandsponyer, stævne specifikt for netop denne race. Programmet kom vidt omkring, idet den lille race er enormt alsidig. Her var godt humør og gode oplevelser for både børn og voksne, der foldede sig ud i agility, spring, dressur, keglekørsel osv.

Copyright Ridehesten.com
Her er det stutteriets ejer, Mette Skov Johansen, med egen avl, Bådsgårds Baron. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 23. oktober blev der afholdt stævne hos Stutteri Bådsgård i Højslev, som er et lille stutteri, beliggende i dejlige omgivelser nær Skive, der avler shetlandsponyer. De sidste mange år har stutteriet i oktober måned afholdt stævne for shetlandsponyer, men sidste år måtte de desværre aflyse pga. Corona.

Heldigvis var stævnet tilbage igen i år med mange forskellige klasser på programmet bl.a. toppekørsel (keglekørsel), dressur med rytter eller vogn, spring for hånd eller med rytter, agility og fremvisning for lange liner. I år havde stutteriet rekordmange deltagere med over 150 starter fordelt på 77 forskellige kuske/ryttere, der kom fra det meste af landet.

Malene Langke, som deltog i stævnet fortæller: – Jeg havde længe set frem til stævnet, og det var mit første stævne med min miniature-shetlænder, Lady, på 8 år. Vi startede dagen ud med spring, og til trods for, at Lady var den mindste, sprang hun med stort overskud og nuppede 1. pladsen. Derefter videre til agility, hvor vi skulle udføre bestemte øvelser og fik point fra 1-10 for hver øvelse. Om eftermiddagen startede vi dressur for vogn, hvilket vi ikke havde fået øvet specielt meget, men det gik virkelig godt, så vi fik en 4. plads. Sidste ting var toppekørsel. Her skulle vi køre den samme bane, der bestod af 30 kegler (to til hver gennemkørsel), 2 gange. På alle kegler ligger en tennisbold, og får man en bold til at falde ned, får man strafpoint. Her kørte vi to fejlfrie runder, hvilket rakte til en meget overraskende 1. plads. Lady og jeg havde en fantastisk dag, og jeg er virkelig stolt af hende! Der var højt humør fra alle, solen skinnede, og der kunne nydes kaffe og kage.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Større fokus på shetlændere

Om formiddagen var der spring og dressur henholdsvis med rytter eller for hånd på programmet. Her var der deltagere i alle aldre og størrelser, og alle havde et smil på læben. Shetlandsponyer kræver ikke så meget plads, så agilityen fandt sted i stutteriejernes egen have.

Eftermiddagen stod på dressur for vogn og keglekørsel, også kaldet toppekørsel. Dressuren blev dømt og udført, stort set ligesom man dømmer og afvikler en almindelig dressurklasse for store heste eller ponyer. Der blev fremvist rigtig mange flotte ponyer! I toppekørsel blev der udført flotte, skarpe vendinger, som altid er spændende at se på. Der var deltagerrosetter til alle og placeringer i dressur, spring, agility og toppekørsel samt flotte, store sponsorgaver.

– Efter stævnet har jeg virkelig fået blod på tanden til at starte flere stævner! Jeg har startet en del springstævner med min ridepony, men et shetlænderstævne var virkelig en speciel oplevelse. Der var noget særlig over at se så mange børn og voksne, der virkelig brændte for de små ponyer. Der var shetlandsponyer, der var mindst lige så velplejede og havde mindst lige så flot udstyr, som de heste, vi ser, til dressur- og springstævner. Shetlandsponyer er ikke bare frække, tykke ponyer. De kan virkelig havde stort talent, fortæller Malene Langke, som havde debut med sin pony til stævnet i weekenden.

Copyright Ridehesten.com
Der var deltagere i alle aldre, og alle havde mulighed for at starte. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner