Erfaren duo skal dømme i Herning

27-01-2025 09:52

Dansk Varmblod har sikret sig, at det igen er Bo K. Møller og Bo Kristoffersen, der dømmer springhestene i Unghestechampionatet ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning

Copyright Ridehesten.com
Bo Kristoffersen (tv) og Bo K. Møller skal igen i år dømme Unghestechampionat i springning. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

De seneste mange år har landstræner Bo K. Møller og tidligere landstræner Bo Kristoffersen været dommere i Unghestechampionatet i springning. I år er det samme, erfarne duo, som skal i aktion som dommere i Dansk Hesteforsikring Unghestechampionat.

Hestene, som nu er 5 år, er udtaget fra efterårets Egnethedstester. De skal bedømmes to gange under egen rytter, inden de 20 bedste skal rides af testrytter Lars Bak Andersen fordelt på to heat lørdag og søndag.

Flyttet til KRAFFT Arena M
Kvaliteten af hestene i Dansk Hesteforsikring Unghestechampionat har været stigende, og interessen for at følge bedømmelserne i championatet i Herning har fulgt samme kurve. I praksis betyder det, at Unghestechampionatet i springning er flyttet ind i den store arena, KRAFFT Arena, og første gang hestene skal bedømmes er onsdag eftermiddag.

Bo K. Møller og Bo Kristoffersen skal se rytterne springe den samme bane, som de har sprunget til Egnethedstesten. De skal ride banen to gange, med en lille skridtpause imellem de to springninger.

– Det gør vi, for at give hestene en god oplevelse. De springer en kendt bane på 110 cm, hvor vi har fokus på at styrke deres tillid til opgaven, fortæller Bo K. Møller. Dommerne knytter en kommentar til bedømmelsen. Og de skal give karakterer for: Teknik, kapacitet galop og ridelighed.

Den anden bedømmelse finder sted torsdag aften, hvor kravene er strammet med en forhindringshøje på 115 cm. Det er en lidt længere bane, som dog har samme grundplan, som den velkendte fra Egnethedstesterne. Også her vil dommerne knytte en kommentar til bedømmelsen.

Bo K. Møller fortæller: – Der er sket en enorm udvikling i kvaliteten af springhestene de seneste 10 år.

Han glæder sig også over, at hestenes kvalitet, og ændringerne i konceptet for Unghestechampionatet har betydet, at rytterne generelt rider i en moderne ridestil, hvor hestene er uddannet til at springe i en god, konstant rytme på banen og i god egenbalance.

– Når hestene ikke er alene på banen den første dag øger det deres tillid til opgaven. På den måde oplever de den specielle atmosfære i Herning med mindre pres. En udvikling, som i høj grad er medvirkende til at give hestene en god introduktion til deres videre karriere i sporten på højere niveau, slutter Bo K. Møller, som ser frem til at gense de unge springheste i Herning.

Køb billetter til arrangementet her.

/DV Event

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner