Emil Hallundbæk er flyvende i Maastricht

08-11-2019 21:05

Annika Knudsen Lorentsen

Ved det populære 4* stævne, Jumping Indoor Maastricht, i Holland har danske Emil Hallundbæk i dag redet alle de tre heste han har med og det har han gjort med stor succes

Copyright Ridehesten.com
Emil Hallundbæk og Bel Star ved World Cup Herning 2019. Foto: Ida Dalgaard

I denne weekend er der stort internationalt stævne i Maastricht i Holland og det er i dag skudt i gang med stor dansk succes. 21-årige Emil Hallundbæk er eneste dansker til start, og med sig har han bragt tre heste. 

For hans vedkommende startede stævnet ud med en sejr i 140 cm-klassen med den kun 8-årige Bel Star, de red fejlfrit og hurtigt og satte dermed de andre 39 deltagere til dørs. 

I den efterfølgende klasse, en 145 cm tidsspringning var Emil endnu engang godt ridende, denne gang med Cool Hand Luke 3 e. Cascari/Quick Nick 4. Her red parret fejlfrit og rimeligt hurtigt, og endte på en flot 6. plads ud af 40 deltagere. 

150 cm klassen er netop afsluttet og også her var Emil til start. Her red han sin tophest Chalisco e. Chacco-Blue/Quidam de Revel. Det blev til en fejlfri runde i hovedrunden og ekvipagen var dermed kvalificeret til omspringningen sammen med 15 andre, heriblandt store europæiske navne som Olivier Philippaerts, Philipp Weishaupt, Jeroen Dubbeldam, Maikel van der Vleuten og Jur Vrieling. I omspringningen gjorde Emil et ihærdigt forsøg, og var da også blot 0.02 sekunder langsommere end vindertiden, desværre faldt en bom undervejs, og ekvipagen endte som nr. 10. 

OL-billet til Emil
Emil er lige nu bedst placeret på FEI's olympiske rangliste og hvis han kan holde den placering er der en OL-billet til en dansk springrytter, i den netop udkomne novemberudgave af magasinet Ridehesten kan du læse om Emils muligheder for at komme til OL i Tokyo. Du kan bestille bladet her. 

Se start- og resultatlister fra stævnet i Maastricht her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner