Dyrlæger kører MC for gambiske heste

17-07-2014 06:04

2,6 millioner kroner. Så meget har dyrlægerne i Vets with Horsepower indtil videre samlet ind til velgørenhed - torsdag aften ankommer de til København

At en flok dyrlæger ankommer til Universitetshospitalet for Store Husdyr er i sig selv ikke usædvanligt, men når det drejer sig en en flok britiske, pengeindsamlende og motorbrølende eksperter, som klinikchef Susanne Nautrup Olsen kalder "kugleskøre" - i bedste mening, forstås - er det en anden sag. 

Torsdag aften ruller professor Derek Knottenbelt og hans bande af motorcykelkørende dyrlæger ind i København, og alt er nu på plads til deres ankomst.

Som Ridehesten tidligere har fortalt, består Vets with Horsepower af en gruppe britiske dyrlæger og har det formål at samle penge ind til velgørenhed. Hver sommer bruger de deres ferie på at drage rundt i Europa på motorcykel og undervejs tilbyde efteruddannelse til lokale dyrlæger. I København vil omkring 40 dyrlæger blandt andet lære om behandling af cancer hos heste. Det sker fredag fra 8.30 til 16.00, og det er stadig muligt at tilmelde sig.

I løbet af de seneste fire år er det lykkedes briterne at indsamle 280.000 pund - cirka 2,6 millioner danske kroner - og målet i år er 75.000 pund. Pengene bliver indsamlet ved at lokale dyrlæger betaler for kurser, samtidig med at turen har både hovedsponsorer og lokale sponsorer.

- Det er gået rigtig godt med at finde lokale sponsorer, der enten bidrager med et kontant beløb eller hjælper på anden vis, til at turen og foredragene kan lykkes. Vi har en chauffør, der har tilbudt at køre for os, en guide, der giver en gratis rundvisning i København, og vores sædvanlige firmafrugtordning sørger for frugt til kursusdeltagerne, mens andre giver for eksempel USB-stik eller kuglepenne, fortæller Susanne Nautrup Olsen, der er en af de lokale arrangører.

I år går midlerne til ngo'erne Smile Train, der opererer ganespaltebørn i Indien, og Gambia Horse and Donkey Trust, der tilbyder dyrlægehjælp og undervisning til henholdsvis gambiske arbejdsdyr og deres ejere.

- Professor Knottenbelt udtrykte det sådan, at han i sin hverdag arbejder med heste, hvor man dårligt kan se, om de er halte eller ej - men det er ikke tilfældet for Gambia Horse and Donkey Trust. Her er det liv og død, det gælder, både for æselet og for familien. For ham er det vigtigt at hjælpe, som et supplement til hans daglige arbejde, fortæller Susanne Nautrup Olsen.

Se programmet for kurset her - det er også her, det er muligt at tilmelde sig, ligesom Susanne Nautrup Olsen tager imod henvendelser fra interesserede dyrlæger.

Turen kan også følges på Facebook.
 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner